Købmandskab af ganske høj klasse
EfB leverede et super stykke arbejde i januars transfervindue. Omverdenen fik de økonomiske muskler at se, og det bedste af alle salg er måske i virkeligheden Kian Hansen
ANALYSE Er nogle i tvivl - og det er der noget, der tyder på, når man læser med på diverse fodboldforums - så er dét, som EfB har leveret i det netop overståede transfervindue noget nær perfekt købmandskab.
Derfor klinger det også hult, når mandagstrænerne og andre med erklæret forboldforstand lader følelserne få frit løb og bombastisk proklamerer, at EfB sælger ud af profilerne og ikke køber tilsvarende ind. Kom nu lige ind i den virkelige verden!
Slut med forbrugsfest
Selv om EfB er kommet til penge og dermed har flere midler end tidligere at agere med, så er det altså ikke sådan, at klubben bare kan gå ud og hente hvem som helst.
Først og fremmest skal tingene hænge sammen økonomisk. De dyre indkøb og en sand 'forbrugsfest' har vi oplevet én gang, og som de fleste husker, gik det mildest talt ikke alt for godt. Dernæst skal en ny spiller ikke blot udfylde et hul. Han skal kunne forstærke truppen. Og så er der endeligt den finte, at den pågældende spiller jo også liiige skal være interesseret i at komme til klubben.
For dem, der skulle have lagt i dvale i efteråret, kan det nævnes, at superligamandskabet ikke ligefrem ligger til at skulle spille med om guldet eller i Champions League efter sommerpausen.
Jakobsen har klassen
Derfor er der al mulig grund til at rose ledelsen - med Niels Erik Søndergaard i spidsen - for dets ageren i dette transfervindue.
Michael Jakobsen har en perfekt alder for en forsvarsspiller, han er 'sulten' og så er han først og fremmest en klassespiller. En klassespiller - eller i hvert fald en kommende - ser det også ud til, man har hentet i den 25-årige målmand Martin Dúbravka, der har spillet både Europa League, Champions League og på det slovakiske landshold. Det samme kan man sige om den kroatiske angriber Martin Pusic, der synes ærgerrig for at lave de mål, som Pape Pate Diouf aldrig rigtig bidrog med. Med Jonas Jensen som back up er man godt garderet på målmandsposten, ligesom man ser ud til at have hentet en solid islandsk midtbanespiller til fremtidens hold.
Ingen kan jo i bund og grund vide, om klubben igen har hentet en ny Jones Kusi-Asare eller Gunnar Heidar Thorvaldsson, men det er vist nemmere at vinde i lotto end ramme så forkert igen. Ingen kan jo i bund og grund vide, om klubben atter er uheldig som med indkøbene Alexander Östlund og Martin Fribrock, men det er vist nemmere at vinde i lotto end at være så uheldig igen.
Perfekt Kian handel
Der EfB dog i virkeligheden har gjort det allerbedst, er ved de spillere, man har skilt sig af med.
At få Pape Pate Diouf sendt hjem var først og fremmest det eneste rigtige. At sælge Peter Ankersen for cirka 15 millioner kroner og samtidig beholde ham foråret igennem er høj klasse, mens det måske allerbedste salg er Kian Hansen til Nantes. Og hvorfor så det?
Kian Hansen har længe gerne ville prøve noget nyt. Det gav han udtryk for i Tipsbladet for nogle måneder siden, ligesom han blev både sur og fornærmet, da klubben afviste Nantes første bud på ham. I 'gamle' dage havde klubben formentlig ikke vist muskler på den måde. Nu var man iskold og viste omverdene, at sådan spiller klaveret ikke længere. Det betød, at Nantes kom tilbage og havde fordoblet deres bud. Så kunne man snakke om det. Og lave en noget nær perfekt handel.
Kian Hansen vil som nævnt gerne prøve noget andet, og han slipper nu for at løbe rundt med 'ble-mund' i foråret. Han skifter reelt med øjeblikkelig virkning, men EfB har lejet ham i foråret, så han kan hjælpe i bestræbelserne på at sikre overlevelse i Superligaen og måske levere overraskelsen i Europa League.
I modsætning til tidligere eksempler får EfB nu også millioner i kassen før kontraktudløb. Det gælder både ved Peter, Kian og ikke at forglemme Martin Braithwaite. Høj klasse.
Derudover har klubben i form af Michael Jakobsen hentet en fuldgod og mere erfaren erstatning for Kian Hansen, ligesom man nu har god tid til at sondere markedet og agere i forhold til udskiftningerne i truppen. Og endeligt er EfB efterhånden en klub med en anseelig økonomisk pondus, hvilket naturligvis betyder selvstændighed.
Hvis man samtidig lader den vestjyske snusfornuft råde, som EfB - i hvert fald de senere år - har gjort, ja så er salgene af Peter, Kian og Martin samt successen i Europa League med til at sikre klubben et stærkt økonomisk fundament mange år frem i tiden. Og sikrer man sig overlevelsen i 'suppen', ja så ser det hele vist ganske, ganske, ganske fornuftigt ud...