Magisk kunst på krop og sten
Vinterferie for børn og voksne på Lejre Museum fra 17.-21. februar.
Lejre Vinterferiearrangementet på Lejre Museum tager i år udgangspunkt i museets aktuelle særudstilling ”Magisk?- kunst i oldtiden”. Via film, ornamenterede genstande og tekst viser udstillingen eksempler på oldtidens kunstneriske udfoldelse i Danmark - fra jægerstenalderen til slutningen af jernalderen. Formidling af følelser og indtryk gennem kunstnerisk udfoldelse har været et alment menneskeligt træk gennem årtusinder. Som i vore dage var kunsten i oldtiden ej blot til pynt. Udskårne figurer, dekorerede våben og udsmykkede lerkar er smukke at beskue, men ornamenterne har samtidig dengang symboliseret jagtlykke, tapperhed eller en rig høst. Vinterferiearrangementet på Lejre Museum sætter samtidig fokus på spørgsmålet, om man i oldtidens Danmark også dekorerede kroppene med tatoveringer. Vi har fra det etnografiske materiale tydelige eksempler på hvordan naturfolk således har udsmykket deres kroppe, men flere unikke arkæologiske fund løfter samtidig sløret for, at man også i oldtiden havde tradition for kropskunst. I 1948 åbnede russiske arkæologer en 2.400 år gammel skytisk kongegrav i Sibirien, hvor permafrost havde bevaret liget, som var dækket af tatoveringer. Og i 1991 fandt man en 5.000 år gammel nedfrossen bronzealdermand, kaldet Ötzi ved den italiensk-østriske grænse, hvis krop var dækket af 57 tatoveringer. På Lejre Museum kan man i vinterferien se udstillingen ”Magisk? - kunst i oldtiden” og inspireret heraf, kan man være med til at male sine egne symboler og få en af oldtidens ”kropsdekorationer” med hjem.