Endnu et stykke vej mod nullet
Planen for det videre arbejde mod et CO2 neutralt Sønderborg-område er blevet offentliggjort
Det kan ikke være undgået ret manges opmærksomhed, at vi i Sønderborg har en vision om at blive CO2-neutral i senest år 2029. Den opgave har siden starten i 2007 været styret af ProjectZero.
Og det er faktisk gået ganske godt. Man følger således planen, som sigter mod en 25 procents reduktion i 2015, idet de 22 procent allerede er nået.
Men der er således stadig et stykke vej op til de 100 procent, og for at nå helt i mål er der sat endnu et delmål op, som er beskrevet i den netop offentliggjorte 'Vejen mod nullet 2020', der er en roadmap for den fortsatte reduktion i udledningen af CO2 og samtidig en roadmap for vækst.
En vision om vækst
Netop vækst udgør en vigtig faktor i visionen. For det drejer sig ikke kun om at reducere udledningen af en gasart men om at gøre det på en måde, så det fører til nye jobs i områdets virksomheder.
Også med dét går det ganske godt, som formand for ProjectZero Peter Mads Clausen kunne løfte sløret for i sin indledende tale. da RoadMap 2020 fredag blev præsenteret i Forskerparken på Alsion.
“Foreløbig har arbejdet med reduktionen af CO2 ført til oprettelsen af 800 nye arbejdspladser. Vi er således kommet rigtig godt i gang, men nu står vi ved en ny skillevej, hvor der kræves nye idéer, nye initiativer og nye nye teknologier, så vi også når det næste mål i arbejdet frem mod et CO2 neutralt Sønderborg-område. Og det mål er i 2020 at have reduceret udledningen med 50 procent i forhold til 2007,” fortalte Peter Mads Clausen.
Det mål er i sig selv et stort skridt, men ikke nok med det, så forudses de i den nye roadmap, at indsatsen medfører over 900 nye arbejdspladser pr. år frem mod 2020.
Drevet af begejstring
“Projektet er drevet af begejstring, og en stor del af vores virksomheder er i fuld gang med at udvikle nogle af de teknologiske løsninger til at spare på energien, som hele verden sukker efter. Men udfordringerne er tydelige og store. Sammen skal vi i Sønderborg-området bevise, at de kan løses,” lød det fra Peter Mads Clausen.
Talerrækken fortsatte herefter med blandt andre borgmester Erik Lauritzen og medlem af FN's klimapanel Benjamin K. Sovacool.