Fortsæt til indhold

Sådan får du en fest

Nogle hader selskabslege - andre elsker dem. Både en selskabsleg, en stand-up’er eller et skørt indslag kan løfte din fest

Arkiv
Arkiv

Den vellykkede fest skabes i detaljen. Det er de små overraskelser eller store grin, der får dine gæster til at snakke om festen i lang tid efter. Og der er mange midler at tage i brug for at lave festen over alle fester, men det behøver hverken være med kendte ankommet i helikopter eller med DRs Big Band, og det behøver ikke koste en formue.
Til én konfirmation blev gæsterne inden middagen blandet og delt ind i hold. De skulle så på en halv time og med fri bar og snacks skrive en sang om konfirmanden – med den gulerod i enden, at konfirmandens forældre skulle synge den under middagen senere.
Man kan også - for at ryste gæsterne godt sammen - arrangere en anden selskabsleg, måske en quiz med spørgsmål om festens hovedperson eller en kort udendørs skattejagt med skjulte overraskelser. Er muligheden der for det - og dagen lang - kan man dele gæsterne ind i hold og lave OL i mærkelige discipliner, som hverken “sveder eller sviner” og kåre vinderen under middagen.

Musikken

Under festen kan man vælge at lade iPod'en være hyggepianist som billig og fleksibel underholder med din egen personlige play-liste med dæmpet musik under spisning og dansemusik bagefter. Eller man kan lade et strygerensemble spille stemningsfuld klassisk musik før og under festmenuen som et festligt indslag eller hyre en dygtig sanger - eller en jodler, en sopran eller en lirekassemand - til at dukke op under middagen og give et nummer, som måske betyder noget særligt for dig og jer.
En dygtig og underholdende stand-up komiker kan få en løftet stemning til næsten at eksplodere, og det behøver ikke være en fra tv. Det bedste tidspunkt at præsentere en stand-up'er er hen under desserten, hvor gæsterne er kommet i rigtig godt humør.