Fortsæt til indhold

Ekspertise til dit kæledyr

Arkiv
Arkiv

Foder, træningsbælter, smarte poser til hunde høm-høm og sågar små jakker til det moderigtige kæledyr.

Der er lidt for alle hunde- og katteejere hos Dogdays.dk, der netop har åbnet butik i Kolding. Det er Tanja Laursen, som står bag butikken, der de sidste to år har kørt som en webshop.

"Webshoppen kører godt og derfor besluttede vi at åbne en butik for at få den personlige kontakt med kunderne.
Vi valgte Kolding, fordi vi fandt de her gode lokaler og fordi jeg synes der er et stort potentiale i byen", fortæller Tanja Laursen, som også selv har planer om at flytte fra Skanderborg til Kolding efter åbningen af butikken.

Butikken forhandler varer fra hele Europa og USA og håber på at de kan adskille sig ved netop at have de lidt mere specielle varer til hunden og katten.

"Det skal være innovativt og sjovt. Det vigtige for mig er at vejlede kunderne rigtigt. Men samtidig må der også godt være lidt sjov og derfor sælger vi for eksempel de små trøjer og jakker til små dyr", fortæller Tanja Laursen.

Butikken kommer jævnligt til at arrangere events, hvor en fast ekspert vil rådgive og vejlede de fremmødte om forskellige emner i forhold til kæledyret. Derudover vil Tanja Laursen helt sikkert deltage i de arrangementer, som City Kolding kommer op med, hvilket også var en af grundende til at hun meldte butikken ind i foreningen.

"Vi kan meget hvis vi støtter hinanden. For eksempel via events" siger Tanja Laursen.
Den nye kæledyrsbutik holder åbningsfest lørdag den 1. februar fra klokken 10.00, hvor der vil være lidt godt til ganen og mulighed for at opleve den nye butik.