“Historien huskes på flere måder”

Da Haderslev Kommune for få år siden vedtog og gennemførte den såkaldte 'Haderslev Reform' var socialdemokraten Kim Qvist en meget aktiv spiller. Som højt profileret byrådspolitiker, udvalgsformand, sit partis kronprins og godt på vej imod en Christiansborg-karriere, stod han om nogen som arkitekten bag reformen.
Da det ikke lykkedes at blive valgt til folketinget, valgte Kim Qvist at søge nye græsgange. Han er nu leder af den Økologiske Landsbrugsskole i Kalø på Djursland. Folketingskandidat i den sønderjyske kreds er han dog fortsat. Nu tager Kim Qvist så bladet fra munden her i Lokalavisen Budstikken og fortæller sin version af historien om Haderslev Reformen.

Kim Qvist fortæller:

Nogen siger, at man skal ikke dvæle ved fortiden, andre at et tilbageblik kan give udsyn for fremtiden. Jeg tror på at begge dele, kan give mening i rette sammenhæng, tid og sted. Egentlig har jeg aldrig følt trang til, at retfærdiggøre mine politiske beslutninger fra historiens tid. Ens beslutninger er forhåbentligt styret af ens holdninger, viden og ønsker til samfundets udvikling.
Holdninger er det alle politiske kandidater går til valg på og nogen opnår mandat, med afsæt i netop sine holdninger. At vi så som vælgere efterfølgende ikke kan kende vores valgte politikere, er måske netop fordi at holdninger tilsidesættes for spin, design og en konstant pejling efter hvad er mest populært at sige og mene (populisme) for at bevare sin taburet. Betyder det så, at politikere ikke lytter, men kun holder fast i sine holdninger, nej det håber jeg ikke. Ens holdninger skal da brydes, påvirkes evt. nuanceres mm., men man skal passe på, ikke at blive en klassisk vindbøjtel med hang til kovendinger, så ens holdning er total udvisket og man ikke bliver total farveløs siddende tilbage på bagerste række. Når nu der tilsyneladende løbende har været trang til at diskutere Haderslev reformen, dens tilblivelse og de sten den har mødt på sin vej, kombineret med manges ønsker om at lave synonym mellem reformen og min person, så føler jeg faktisk trang til at fortælle den historie som ikke blev fortalt. Jeg vedgår at min fortælling, er hamrende subjektiv og suverænt står for egen regning, men når nu så mange har haft behov for at ligge mig motiver til last, så vil jeg benytte lejligheden til at skildre historien, set fra min stol. Velvidende, at den mest objektive, er den som ved han er subjektiv.

20 års nedskæringer

Haderslev, Vojens og Gram kommuner havde igennem mere end 20 år oplevet løbende nedskæringer på børn og familieområdet, især var mange skoler underlagt sparekrav, og de enkelte lærerværelser skælvede hvert år, når politikerne var midt i september og oktober mdrs. budgetforhandling.
Som en ældre lærer sagde til mig; ”Jeg kan kun huske en gang de sidste 20 år, hvor skolerne ikke har været et spareobjekt”. Dertil det faktum at Danmark og dermed også kommunerne aldrig var, og er det heller ikke i dag, i nærheden af at løse den negative sociale arv, måske en af Danmarks allerstørste udfordringer selv den dag i dag. Man kan sige nøglen til et velfærdssamfund hvor færre er på overførsel ligger i en massiv indsats på at bryde den negative sociale arv. Faktisk er det en af hovedelementerne i Haderslev reformen, herom senere. Vi har postet samfundskroner i forsøg på at bryde den negative sociale arv og resultaterne er udeblevet, tilstanden er nu identisk med noget vi så i 70'erne. Udover permanente sparekrav, forgæves forsøg på at bryde den negative sociale arv, så kunne vi i kommunerne og i særdeleshed i den ny sammenlagte Haderslev kommune se at udgifterne til specialundervisning var stærkt stigende og at de udhulede normalområdet . Dette kombineret med økonomiske udfordringer på anbringelsesområdet, tilpasninger efter kommunalreformen m.m. gjorde områdets økonomi sårbar. Sidst men ikke mindst havde den politiske kultur stor indflydelse på det, som lå til grund for at lave en reform i efteråret 2010. Lad mig minde om at den daværende borgmester (i perioden 06-09) H.P Geil for at adressere de økonomiske udfordringer, stillede forslag om at lukke fire skoler. Han sendte oven i købet den daværende, nu afdøde og savnede, Morten Finnemann, formand for børn & Familie, på rundtur til de implicerede skoler og blev her mødt af, naturligvis, stor modstand. Venstre og især H.P Geil fik kolde fødder og kunne ikke selv stemme for sit forslag, tænker at hans bagland havde ham oppe at hænge på den ultimative knagerække. Men seriøse, ressourcebevidste og handlekraftige politikere stemte trods alt for de nødvendige skolelukninger. Det klædte på ingen måde Venstre og HP Geil og lignende eksempler er set i nyere tid f.eks. da Venstre ikke ville tage stilling i sagen om Hoptrup/ Marstrup skoler, det lugter bare for meget af taktik og populisme og er i bund og grund uansvarligt, men hvad gør man ikke for at bevare sin taburet.

Kvoten var opbrugt

De fire skolelukninger, samt nogen tidligere i de gamle kommuner, gjorde faktisk, at kvoten for hvor mange flere skoler der burde lukkes, var opbrugt. Der var og er fortsat ikke politisk flertal for flere skolelukninger, er min klare overbevisning, tror personligt også at det nuværende niveau er det rigtige.
At lytte er en central funktion i en dialog og dialogen er fundamentet i demokratiet. Men nogen mener at vi politikere ikke lytter tilstrækkeligt, for så havde vi da truffet andre beslutninger. Dertil må jeg sige, at vi politikere skam lytter og tager signalerne alvorligt. Udfordringen er blot at der kommer ualmindeligt mange signaler, påvirkninger, forsøg på manipulation og stærk lobbyisme til vores ører. Lærerne sagde et, lederne noget andet, børnehavepædagogen et, psykologen noget andet, ungevejleder et, socialrådgiver noget andet, DLF et BUPL noget andet osv. osv. Oven idet var klimaet imellem politikere og forvaltning noget anstrengt. Jeg tror medarbejder i forvaltningen mente, at vi politikere ikke lyttede, vi politikker mente det samme om forvaltningen. Det virkede som om at tidligere kultur i udvalget var præget af politikere, der nikkede til forvaltningens indstillinger og ikke stillede for mange spørgsmål. Men de politikere der sad i udvalget i perioden 2006-2013 faktisk ville have reel indflydelse på hvor denne kommune skulle udvikle sig hen for børn & familier, det er vel netop den type politikere vi har brug for, alternativet tør jeg da slet ikke spå om….
Mange borgere og ansætte i området, får naturligvis, en opfattelse af, at vi ikke lyttede, men man skal altså forstå, at rigtig mange havde ønsker til os og en enkelt beslutning, kan reelt have haft 15-20 forskellige tilkendegivelser, holdninger i sig, netop fordi vi ønsker, at tilgodese så mange som muligt. Når man så ser resultatet (især når man har leveret et høringssvar) kan det være svært at se ens egen forslag/indstilling være tilstrækkeligt repræsenteret, fordi netop mange, også modsat rettede forslag, skulle indeholdes. Tilbage står man så som politikere med alle indtrykkene og påvirkningerne, som så skal parres med dine egne holdninger og visioner, spørgsmålet opstår ; hvor meget skal jeg give afkald på, hvad kan jeg leve med , hvor er grænsen osv. ( et politisk lod , det har vi taget på os , sådan er det.) Her falder nogle politikere på halen, bagdelen bliver rød og øm (man er jo ofte rødmende og øm , når man lige har solgt sin sjæl…) , men ingen kan se det og man har fortsat vælgernes gunst, hvis man kan forklare sig , andre kæmper for en sag fordi den er vigtig, får nogle tæsk for det, men kan kende sig selv hver morgen når spejlet siger go`morn.
Eksempelvis spurgte vi de store skoler i perioden 2006-2009 og igen i forbindelse med reformen, hvad de syntes vi skulle gøre, de sagde; Luk de små skoler og lad os beholde midlerne. Så spurgte vi de små skoler, og de sagde; Giv os nogle bedre tildelingskriterier. Som sagt den politiske kvote for hvor mange flere skoler der skulle lukkes, var opbrugt. At bevare de små skoler var ikke økonomisk muligt. Så politisk og økonomisk kunne det ikke hænge sammen og konklusionen på de to typer skoler var; Hvad sagde vi, politikere lytter ikke. Så verden er trods alt mere nuanceret.

Skolen

Sct. Severin skole havde, med rette, igennem årene udtrykt ønske om bygningsudvidelser med den store elevmasse de havde. Med reformen blev det løst, da ungeuniverserne som bekendt blev placeret andetsteds. På Sct. Severin fik man faktisk løst et problem, men ikke på en måde som man selv ønskede, jeg forstår godt deres utilfredshed, den er fuldt legitimt. Men nogen gange skal man altså se de politiske beslutninger i et større perspektiv, alternativet er sognerådspolitik, det tror jeg ikke på er godt for kommunen i det lange perspektiv. I øvrigt var det en sand fornøjelse at have dialog med Sct. Severin`s daværende skolebestyrelsesformand , Ole Frier Meinicke, han formåede trods uenigheder at respektere duellanternes forskellige ståsteder og respektere de vilkår parterne arbejder under og med det udsyn at fokus var vores børn og deres udvikling og trivsel. Her kunne DLFs lokale repræsentanter lærer rigtig meget.

Ikke altid logisk

Så politiske beslutninger er ikke altid logiske, gennemskuelige og der kan opstå en hvis afstand imellem beslutningstageren og borgeren, bla. fordi borgerne ikke har alle mellemregningerne med. Politisk søger man altid videst mulig konsensus, laver brede forlig osv. Nogen gange skal alt det der er lyttet til nede i gryden og der skal røres grundigt, før der opstår en spiselig ret, som alle vil spise, nogen syntes den er for stærk, nogen for salt, andre for tynd, nogen mangler mere kød osv.
At etablere et politisk kludetæppe er sin kunst, man skal blot huske på at kludetæpper er oftest dem vi skifter ud med de ægte tæpper, og Haderslev Reformen er både et ægte og nyt tæppe og med 30 ud af 31 mandater bag sig
Haderslev Reformen som blev vedtaget den 25 november 2010 med et markant politisk flertal bag sig er ikke en skolereform men en reform af hele børn & familieområdet. Det er den fordi med de udfordringer der lå på området, manglende nedbrydning af negativ social arv, stigende udgifter til specialundervisning og anbringelser, tilbagevendende besparelser og forringelser, økonomi og geografi, så var man nød til at være nytænkende. Hvis vi ville nye resultater, skulle vi prøve noget nyt. Vi ved også, at de sammenhænge et barn vokser op i er essentielle for dets udvikling, derfor var det vigtigt at lave en reform som tænker i nye sociale og pædagogiske strukturer, krydret med tiltag båret af kvalitet, nærhed og inddragelse. Og fundamentet herfor være helhed, sammenhæng og tværfagligt samarbejde. Hvilket alt sammen er noget jeg personligt, har kæmpet for i mere end 20 år bla. via mine jobs og frivillige indsats. Min viden, erfaring og dybtfølte indignation for at hjælpe de svageste i samfundet, medførte bla., at jeg virkeligt måtte på barrikaderne for at få denne reform gennemført til gavn for de svageste, som jeg igennem mange år har set, et politisk system ikke tage tilstrækkeligt vare på. Håber aldrig det bliver umoderne at kæmpe for en vigtig sag.

En indholdsreform

Mest af alt er Haderslev reformen en indholdsreform og ikke en reform af de givne fysiske og strukturelle rammer alene. Nej reformen giver klare bud på, hvorledes man skal nytænke hele området til gavn for børn, unge og familiers udvikling, og her kan folkeskolen ikke stå alene, vi skal meget mere samarbejde på tværs.
Jeg har, heldigvis, og så til gode at høre nogle kritisere Haderslev reformen for dens indhold, jeg kunne måske godt ønske mig at flere læste den, inden de udtalte sig, gælder også tidligere og nuværende politiske kollegaer. Du er blot fire klik fra at læse den på www.haderslev.dk . Hvis reformen er så god, hvorfor er den så, så udskældt? Faktisk lytter jeg meget til en af mine politiske kollegaer som sagde; ”Der er altid et stort tavst flertal ” og her er en af pointerne gemt, nemlig det faktum at rigtig mange syntes godt om reformen ( måtte de læse den) men ikke føler trang til at rose den, for derved at komme i clinch med dem som brokker sig. Som en borger i en lille by sagde, da vi varslede lukning af den lokale skole; ”luk den, det er det eneste rigtige for mine børn, jeg kan bare ikke sige det højt, jeg skal jo kunne komme hos købmanden i morgen”.
Jeg tror også, at mange har fået reformen til at være en strukturreform i klassisk stil og ikke en indholdsreform. Med andre ord man har brugt, også politisk, tiden til at diskutere økonomi, trafik, bygninger, tildelingskriterier (uden at det har flyttet sig) matrikler, store afdelinger contra små afdelinger og ikke tiden på indholdet, det der virkeligt flytter noget for det enkelte menneske. Dertil det faktum, at mange politikere, især fra Venstre, men også socialdemokrater ikke har sat sig ind i reformen, endsige forstået den. Andre har vejret her en mulig konflikt med vælgerne, så nu taler jeg også reformen ned, og lad bare socialdemokraterne få alle tæskene og især Bo Morthorst og Kim Qvist.

Ramt en tidsånd

Samtidigt tror jeg også, at vi har ramt en tidsånd, en ånd som fundamentalt handler om at stimulere folkesporten; At brokke sig. Vi ynder det i stor grad i det her velfærdssamfund, at brokke os over enhver forandring og så snart der rører ved egne privilegier, så er vi på barrikaderne med det samme.
Ekstremt reaktivt i en tid, hvor vi har brug for alle konstruktive proaktive ressourcer, som jeg heldig vis ser bla. mange dedikerede medarbejdere i den offentlige sektor. Jeg venter nu på, at de sidste lærere også bliver en del af den fælles løsning, vi har brug for jer, børnene har brug for jer og samfundet har brug for jer. Men ledes det skal I, både af jeres folkevalgte og jeres daglige ledere. Apropos tidsånd jeg ynder personligt meget følgende citat; ”Alle vil udvikling, ingen vil forandring”.
Det vil være stærkt befordrende for fremtiden og dermed reformens direkte afledte effekter, hvis vores politikere, især de 30 som har stemt for den, ville tale den op frem for at tale den ned. Det betyder naturligvis at medarbejder kommer i tvivl, om man mener det alvorligt. Som sagt ingen har til d.d. talt negativt om indholdet, men derimod de beslutninger som handler om bygninger, trafik mm., men politikere der først mister børneperspektivet, har svigtet en væsentlig fokusering på samfundets kommende ressourcer, det er bare for fattigt.
De sidste årsager til at reformen har fået så mange negative følger, er bla. en presse som tilsyneladende svælger sig mest i negative historier og ikke beskriver de gode, taler noget op. Det er nærmest blevet et pressemantra at forfølge den førnævnte folkesport.
Politikere der ikke tør tage de nødvendige beslutninger og bla. kigge på andre tildelingskriterier, så matrikel snakken kan ophøre, er et andet lille element.
Slutteligt at det tilsyneladende igen, er folkeskolen der tager alle overskrifter og dermed påvirkningen af borgere, pressen og politikere. Vi glemmer de mange gode tiltag og dygtige medarbejder der dagligt i sundhedsplejen, dagplejen, daginsitutionsområdet, SFOén, anbringelsesområdet, socialrådgivningen, STU regi m.m. knokler, for at implementere reformen og skabe gode vilkår for deres borgere under de rammer som HaderslevReformen byder ind med, krydret med de landspolitiske tendenser.

Lavet for alle

Reformen er lavet for alle og alle kan få glæde af den, måtte man bevare børneperspektiv, udfordre hinanden i opgave udførelsen, have dialog med alle implicerede og respektere hinandens faglighed. Bringe kompetencerne i spil.
Mange af os forældre har, heldigvis, velfungerende børn og unge, som klarer dagligdagen rigtig godt. Enkelte har det modsat rigtig svært og de har brug for, at velfærdssamfundet bidrager, at samfundet støtter, netop en af grundpillerne i vores samfund, som jeg hører langt de fleste hylder. Haderslev reformen, udover at den er bidragene for alles udvikling, kan ske med de ressourcer de besidder, også er et meget ambitiøst mål om netop at sikre de svageste en mulighed, for at udvikle sig. Vi har som samfund de sidste 45 år forsøgt os med det ene tiltag efter det andet, men den negative sociale arv er på intet tidspunkt brudt. Skal vi nye resultater, skal vi netop prøve noget nyt. Derfor bla. Haderslev Reformen.
Skal vores samfund ikke i fremtiden have sager, som den alt for velkendte i Tønder, skal skeen i den anden hånd og alle skal spise med ved bordet, med et fælles mål og indsats.
Reformen har naturligvis ikke alle svar og løsninger, og den kan sagtens blive tilstrækkeligt udvandet, hvis vores politikere ryster på populismens klamme hånd. Og skulle Haderslev Kommune virkelig levere en banebrydende indsats for at bryde den negative sociale arv, så start med at fordoble antallet af sundhedsplejersker, vuggestue-og børnehavepædagoger og give socialrådgiverene fagligheden tilbage og mængden af sager ned. Så vil det råstof der i fremtiden skal gå i folkeskolen være af en hel anden beskaffenhed. Det kræver handlekraft, mod og visioner. Håber der findes politikere med disse ingredienser. For borgernes og i særdeleshed de svageste skyld.
"Jeg håber aldrig det bliver umoderne at kæmpe for en vigtig sag," afslutter Kim Qvist.