Ny chance for Roskildes ambulancer
Regionen vil tilrettelægge udbud så Brandvæsenet atter får mulighed for at byde på opgaven
Roskilde Brandvæsen vil få en ny chance for igen at byde på opgaven med at køre med ambulancer, når nuværende aftaler udløber om et par år. Denne konklusion blev klar, da forretningsudvalget i Region Sjælland behandlede sagen om betingelserne for dette udbud næste gang. Ved efterårets udbud tabte brandvæsenet opgaven til Falck i Roskilde og Lejre, men de kører fortsat i både Greve, Solrød og området syd derfor. Første spørgsmål var, om Roskilde Brandvæsen overhovedet måtte byde næste gang, når det nu ikke har opgaven i sit eget nærområde. Men det er nu blevet godkendt. Dernæst skulle Region Sjælland afgøre, hvor mange områder der skulle være udbud i ved en kommende runde. Her lå et oplæg om fire udbuds-områder, knyttet sammen med regionens fire akut-sygehuset - en status som Roskilde ikke fik ved sygehusplanen. Hvis det var blevet vedtaget, havde Roskilde Brandvæsen på forhånd været udelukket fra at byde igen.
Ønsker konkurrence
Men den borgerlige flertalsgruppe i Region Sjælland - som består af V-K-DF-R - har bestemt sig til, at udbuddet næste gang skal foregå i tre distrikter, der svarer til de gamle amter. Dermed vil Roskilde Brandvæsen få mulighed for at byde på ambulancekørsel i det tidligere Roskilde Amt, hvor det allerede har- eller har haft opgaven. Med denne beslutning lever den nye regionsformand Jens Stenbæk (V) op til det løfte, som han kom med ved nytårsparolen hos Roskilde Brandvæsen: - Vi ønsker en konkurrence, så ingen får monopol på ambulancer på Sjælland. Det giver vores borgere den bedste service for pengene. Derfor vil regionen selv afgive et 'kontrolbud', så vi er sikker på, at det ikke bliver unødvendigt dyrt i det gamle Vestsjællands og Storstrøms amt, hvor Falck hidtil har været helt alene på banen. - Vi laver også denne opdeling i udbuds-områder, fordi vi er interesseret i at fortsat at have Roskilde Brandvæsen med i billedet. De har ydet en indsats af høj kvalitet og været helt i front, når det gælder brugen af paramedicinere i ambulancerne, siger Jens Stenbæk nu til Roskilde Avis. tk