Skyttehuset har fået ny forpagter
Sønderjyde overtager forpagtningen af Skyttehuset
Den 1. februar får Skyttehuset ny forpagter. Det bliver Søren Sejersen, der fra 2004-2013 har forpagtet Danhostel Sønderborg City.
"Jeg ved, at Skyttehuset er et sted, der betyder meget for mange vejlensere. Derfor er det også vigtigt for mig at drive huset videre i den rette ånd og med respekt for de traditioner, stedet er forbundet med. Samtidigt vil jeg have fokus på at udvikle stedet og udnytte de muligheder, der ligger i husets smukke placering," siger Søren Sejersen.
Søren Sejersen er både uddannet kok og tjener og har mange års erfaring indenfor hotel- og restaurationsbranchen. Han har arbejdet både som kok og tjener og som køkkenchef på Hotel Kronprinds Frederik i Fredericia, Restaurant Navigator og Restaurant Marina, der begge ligger ved Marselisborg Lystbådehavn i Aarhus.
Skyttehuset ejes af Vejle Kommune, der modtog tre bud på forpagtningen. Søren Sejersen afløser Jan Søgaard og Søren Riis, der har sagt deres forpagtningsaftale op.
Reservationer, der er aftalt med de tidligere forpagtere, følger ikke automatisk med over til den nye forpagter. Har du booket, eller ønsker du at holde et arrangement i Skyttehuset, skal du derfor tage kontakt til Skyttehuset og lave en ny aftale.