Fortsæt til indhold

“Man går jo ikke ud og siger op, før man har noget andet”

Jørn Dorhmann (DF) stiller op til Europa-parlementsvalget til maj, og han afviser ikke, at det kan betyde et farvel til byrådet i Kolding

Arkiv
Anne Andersen

Det er blot to en halv måned siden, at han blev genvalgt til byrådet, alligevel kan Jørn Dohrmanns arbejde i lokalpolitik snart være overstået. Han har nemlig besluttet sig for at prøve kræfter med EU-politik:
“Jeg vidste allerede inden kommunalvalget, at hvis det kunne lade sig gøre, så ville jeg gerne stille op til Europa-parlementsvalget. Nu er det formelle så faldet på plads, og jeg har opbakning fra gruppen til at stille op”, fortæller Jørn Dohrmann der opstilles i Nordjyllands kreds.

Kan betyde farvel

Allerede nu er Jørgen Dorhmann afklaret med, at et eventuelt valg til Europa-parlementsvalget betyder farvel til Folketinget. Om han også må sige farvel til byrådet i Kolding, har han dog ikke besluttet:
“Jeg ved jo ikke, hvor meget man har at se til, når man sidder i Europa-parlementet, det må jeg vente og se, og så tage en beslutning, hvis jeg bliver valgt ind”, siger Jørn Dorhmann der afviser, at han burde have undladet at opstille til byrådet, da han allerede inden valget havde et ønske om at komme til Bruxelles:
“Man går jo ikke ud og siger op, før man har noget andet. Jeg spiller med åbne kort, og hvis vælgerne de mener noget andet, så stemmer de jo bare ikke på mig til valget til maj”.

Den endelige beslutning

Der er valg til Europa-parlementet den 25. maj, og den 45-årige DF'er venter med at tage nogle endelige beslutninger til efter valget:
“Hvis jeg bliver valgt ind, så vil jeg, hvis arbejdspresset bliver for stort, hellere overlade min plads i byrådet til en der kan fylde den ud 100 procent”, slutter Jørn Dorhmann der blandt andet vil gå til valg på velfærdsudfordringerne i Danmark:
“Det er et stort problem, at der kommer så mange Østeuropæere herop og udfordrer det danske sundhedssystem og uddannelsessystem. Det er en åben sluse, og det skal der gøres noget ved”. Efter 12 år i Folketinget, kan jeg jo konstatere, at det efterhånden er de fleste beslutninger der bliver taget i EU, og det vil jeg gerne være en del af”.