Fortsæt til indhold

Flere toiletter i Køges midtby står højt på ønskeseddel..!

Arkiv
Af Jørgen Petersen

Kære læser!
Om det er det kolde, fugtige vejr, i de sidste par uger, der er årsagen, kan man nok fristes lidt til at tro, men uanset hvornår problemet er der, så er det en kendsgerning, at vi har alt, alt for få offentlige toiletter i Køge Midtby.
Det er ikke mange år siden ”byrødderne” faktisk besluttede at spare de eneste offentlige toiletter vi har, helt væk, men det udløste omgående ”ramaskrig” i hele byen med underskriftindsamlinger o.s.v. – og så var man så ”flinke” at beslutte, at de alligevel skulle beholdes i den gule bygning i starten af gågaden.
På den måde kom byrådet til at fremstå som ”nogle flinke damer og herrer” – men det løste jo kun til dels et problem. For problemet var allerede på det tidspunkt, at der var behov for yderligere toiletter, og ved først at beslutte at nedlægge, og efterfølgende alligevel beholde dem, fik man fjernet fokus fra problemet andre steder.
Igennem de senere år har både jeg, og andre borgere, sendt forslag til Køge Kommune om at oprette flere toiletter, bl.a. med fotografier fra andre kommuner.
Og vi kan ikke være bekendt, at gæster i byen ikke kan komme på toilettet, men i stedet er henvist til enten at ”snyde” sig ind på restauranter/cafeer, eller det der er meget værre: At benytte vore mange private gårde…!
Netop i de sidste par uger har jeg igen fået henvendelse fra et par gæster i byen, hvoraf den ene er lokal, om ikke jeg kan gøre noget ved de manglende toiletter. Sidstnævnte har faktisk for nylig sendt et brev til kommunen med fotos af toiletter, som de tager sig ud i Stockholm, og vor kære medborger synes faktisk, at de ville passe godt ind i Køge også.
Hvor mangler så toiletterne…?
Ja, skal vi ikke bare starte med lidt bedre henvisninger til de toiletter vi har i den gule bygning, som jo faktisk er en del af Rådhuset. Et par henvisningsskilte ville gøre meget!
Men derudover er der behov for toiletter i den vestlige ende af Vestergade, f.eks. på den nye parkeringsplads ved Pedersvej/Sct. Gertrudsstræde - ved parkeringspladserne i starten af Blegdammen samt i den nordlige ende af Nørregade. hvor de måske kan afløses af et på p-pladsen bag Ulfeldts Gård.
DSB har efter sigende de toiletter som de bør have, men – også efter sigende – er DSB de eneste, der ikke er klar over det…(tænk lidt over den!)
Man oplever i mange byer toiletter i ”det frie rum” ved parkeringspladser, som er virkelig pæne - og renligheden frem for alt – så skulle det koste en 5"er, så er det at foretrække frem for ingen eller snavsede toiletter. Og så kan der jo være adgang om aftenen, samt på almindelige søndage. hvor dem i den gule bygning er lukket.
På flere fronter vil det hjælpe både gæsterne og vore egne borgere. Dels kommer de fleste udefra jo i bil, så toiletter ved p-pladserne vil være lette at finde. Hvis Køge som handelscentrum skal kunne hamle op med centrene må vi også kunne tilbyde lige så gode forhold – herunder bl.a. ”skiftepladser” til børnefamilierne (ja, det er ikke så længe siden jeg selv blev morfar!) – og endelig slipper husejerne i centrum for at have ”trængende” på besøg i deres hyggelige gårde…!
I sidste uge havde jeg besøg af Køge Kommunes nyvalgte formand for Teknik- og Miljøudvalget, dels som opfølgning på min ”leder” for et par uger siden omkring det ukontrollerede gravearbejde rundt omkring, og dels i min egenskab af formand for Køge Handelsstandsforening. Mette Jorsøe havde nemlig gode ideer med omkring forbedrede p-forhold i Køges bymidte til gavn for både kunder og butikkerne og deres personale.
Jeg må sige, at jeg har fuld tiltro til, at Mette Jorsøe også vil tage udfordringen omkring de manglende toiletter positivt op…!
- og her til sidst: Husk det er ”Valentins Dag” næste fredag. Inde i avisen giver vi forslag til, hvad du kan gøre for din kæreste eller kone/mand...

- rigtig go' weekend!