Se min kjole, den er…
En musical i 80’erne er ikke det samme uden sprudlende farver og flotte kjoler. Kostumer tager lang tid at lave, og alle kan lave en lille fejl i ny og næ. Vores alle samens Rigmor er gået i gang med en smuk kjole, og med tiden er den også blevet færdig, der var dog et par bump på vejen. Rigmor starter i den bedste tro ud med at klippe figuren på kjolen, men noget går galt med saksen. Kjolen bliver syet sammen på maskinen, men først der lægger hun mærke til den lille fejl. Rigmor må i gang med saksen igen og får klippet delene fra hinanden. Til Rigmors ærgrelse går det desværre galt med at klippe det fra hinanden, og igen går det galt med at sy den sammen. Tredje gang er lykkens gang, og Rigmor giver sig i kast med at klippe kjolen op igen. I dag er ikke Rigmors dag, og kjolen bliver klippet forkert op igen. Sødeste Duplo-Lise har været kvinden bag kostumerne de forgående år, og er igen i år, så hun springer straks ind og hjælper Rigmor. Rigmor har nu fået nogle meget velplacerede nåle sat i stoffet, og kjolen er blevet smuk.