Fortsæt til indhold

Nyt start på traditionsrigt hotel

Hotel Hvide Hus er blevet til Comwell Køge Strand, og i øjeblikket er ikke færre end 80 håndværkere i fuld gang med at gøre hotellet klar til genåbning i starten af marts.

Arkiv
Martin Rasmussen

Foråret byder på en ny start for det gamle Hotel Hvide Hus, som er blevet omdøbt til Comwell Køge Strand, og som i øjeblikket er rammen for omkring 80 håndværkeres bestræbelser på at gøre hotellet klar til første åbningsdag den 3. marts.
- Det er en ny start, og det markeres blandt andet også med det nye navn. Vi vil gerne være byens hotel, som Hvide Hus var det en gang. Hotellet skal være noget, som man er stolt af i Køge, siger Chren Vilander Thomsen, der er blevet ansat som hotelchef.
Comwell Køge Strand har været lukket siden november for at skabe rum til en gennemgribende renovering. Hotellet var nedslidt og trængte i den grad til en kærlig hånd. Renoveringen koster et tocifret millionbeløb, og den omfatter blandt meget andet, at hotellets gamle køkken er blevet revet ned, og der er bygget et nyt op.
Chren Vilander Thomsen har solid erfaring fra hotelbranchen og har også to gange tidligere været med til at åbne hoteller - blandt andet Bella Sky på Amager - hvilket giver gode erfaringer at trække på i denne forbindelse. Han er helt bevidst om, at der vil være en masse forventninger fra start til hotellet.
- Navnet Comwell forpligter også i sig selv til at levere en vis standard, siger han med henvisning til, at Comwell netop er blevet kåret til en af de bedste arbejdspladser i Danmark og vinder priser for sine konferencefaciliteter.
- Det er konferencer, vi skal bide os fast på, samt alle former for selskaber og fester, siger hotelchefen.
Comwell driver i dag 15 hoteller i Danmark og Sverige, og har mere end 40 års erfaring med hoteldrift og afholdelse af møder og konferencer. Comwell Køge Strand bliver det 16. hotel i Comwell-koncernen.
Det nye hotels personale er på plads og vil bestå af 25-30 medarbejdere, som står klar til at byde velkommen inden for fra den 3. marts.
Chren Vilander Thomsen forventer, at man vil kunne invitere alle inden for til åbent hus i begyndelsen af april, og i løbet af foråret vil der også blive afholdt flere koncerter for indbudte gæster, hvor potentielle gæster vil få lejlighed til at se nærmere på faciliteterne.

Det gamle Hotel Hvide Hus får snart en ny start, når Comwell Køge Strand åbner i begyndelsen af marts.
Omkring 80 håndværkere er i øjeblikket i gang med en omfattende renovering af det traditionsrige hotel.