Fortsæt til indhold

Kæmper for livskvalitet

Tre piger fra Himmelev Skole vil hjælpe børn og unge på julemærkehjem

Arkiv
Henrik Wanscher

Fordomme om at unge mennesker er dovne og kun tænker på sig selv synes at være særdeles hårdføre. Men man skal ikke kende mange i den omtalte aldersgruppe for at vide, at det er en voldsom generalisering, hvilket tre piger fra Himmelev Skoles 9.C nu er med til at understrege. I forbindelse med et skoleprojekt, der går under navnet ’Gør en forskel’, har Karoline Mez, Marie Eriksen og Anna Juhl valgt at knokle for at samle penge ind til de danske julemærkehjem. De tre piger på henholdsvis 15, 15 og 16 år fik umiddelbart ideen til den velgørende indsats fra en fælles brainstorm i klassen. - Vi synes, det er en god sag, for vi ved, at fedme og dårligt selvfærd er et stort problem for mange unge mennesker, fortæller Marie Eriksen og hun bakkes op af de to andre. - Når man ser sig omkring i forskellige skoleklasser, oplever man jo gang på gang, at der er elever som må kæmpe meget med de ting i deres hverdag, siger Anna Juhl. På trods af de åbenlyse fordele ved at støtte julemærkehjemmenes arbejde, har de tre piger ikke oplevet helt den opbakning, man kunne forvente. Når de har været ude at stemme dørklokker for at samle penge ind, er de ofte blevet mødt med afvisninger, og folk har generelt haft lidt svært ved at forstå, hvad de tre knokler for. Heldigvis har pigerne fået en masse støtte fra deres lærer, og ingen af dem er i tvivl om værdien af deres indsats. - Når folk skal give til velgørenhed er det nok mere ting som hungersnød og krig, de tænker på, siger gruppens tredjepige Karoline Mez. - I hvert fald virker det ikke som om, de synes, at julemærkehjemmene er så vigtige, tilføjer hun.

Pengene i anden række

Pigerne har fundet ud af, at behovet for pladser på julemærkehjem er stort, og at der står 500 i kø for at få en plads. For at hjælpe indsamlingen på vej, har de tre piger derfor også startet en hjemmeside, hvor interesserede kan gå ind og give en skærv. De understreger dog, at det ikke er pengene, som er vigtigst for dem. I stedet vil de ramme folk på en vis. - Vi er godt klar over, at de penge, vi kan samle ind, nok ikke kommer til at betyde det store for julemærkehjemmene, men så kan vores arbejde hjælpe på anden vis, siger Karoline Mez og Marie Eriksen uddyber. - Hvis vi kan få folk til at tænke mere over julemærkehjemmet, kan det være med til at sikre større hjælp til dem i fremtiden.

Klar til mere

Selvom der er tale om et skoleprojekt, og pigerne i og for sig kan læne sig tilbage og glemme alt om det om en uges tid, er det ikke sådan de selv ser på deres indsats. Tværtimod lægger de op til en langsigtet indsats, som de håber, vil være med til at gøre livet lettere for de børn og unge, der har brug for julemærkehjemmene. - Vi håber på, at det kan lade sig gøre for os at gentage indsatsen i kommende år. - Vi føler os i hvert fald klar, siger de tre piger.