Fortsæt til indhold

Guitarlegende indtager Elværket

Gypsy Jazz på Elværket i Frederikssund fredag den 7. februar kl. 20

Arkiv
Arkiv

Kultur Efter at have hvilet ud oven på julen og nytårets strabadser er SeaSide Jazz Club fredag den 7. februar klar til at åbne forårssæsonen med årets første jazzkoncert på Elværket. Det er med store forventninger, at SeaSide Jazz Club denne dag for første gang kan præsentere ”master of Gypsy Jazz” Dorado Schmitt & Quintette du Hot Club de Danois. Bare navnet Dorado Schmitt kan få elskere af Gypsy Jazz op af stolene! Denne guitarlegende blev verdensberømt for det originale soundtrack til filmen ”Latcho Drom” om romaernes vej fra Indien til Atlanterhavet og Middelhavets kyster. Som tilhører til Dorados koncerter kan man glæde sig til at opleve en usædvanlig begavet guitarist og violinist, der overrasker alle med sin kreativitet og virtuositet. I denne forbindelse står Dorado som en af de mest efterspurgte gypsy jazz-kunstnere i branchen. Udover mesteren selv består bandet af sønnen Amati Schmitt, der i en alder af kun 19 år spiller bl.a. Django Reinhardts melodier med autoritet, ro og fuldt musikalsk overblik. Bandets swingende rytmegruppe består af danske Esben Mylle Strandvig på rytmeguitar, Walter Clerici ligeledes på rytmeguitar samt Ranato Gattone på bas. Aftenen indledes med spisning på Elværket fra kl. 19. Musikken starter som ovenfor nævnt kl. 20. Entré for medlemmer af SeaSide Jazz Club er 75 kr. Gæster 125 kr. Nyindmeldelse ved døren gældende for hele året 2014 – 150 kr. Tilmelding til spisning (nødvendig) kan ske til formanden for SeaSide Jazz Club Finn Amorsen på telefon 47 52 89 11.