Velbesøgt reception for borgmesteren
Rigtigt mange ønskede at give Jacob Bjerregaard et par ord med på vejen
Tirsdag havde mange gæster valgt at tilbringe et par timer i foyeren på Fredericia rådhus, hvor der var inviteret til tiltrædelsesreception for borgmester Jacob Bjerregaard.
Blandt gæsterne var repræsentanter for frivillige, foreninger, erhvervsliv, kulturliv, undervisningsinstitutioner, politikere – lige fra KKR, Christiansborg, borgmestre fra andre kommuner, lokale byrådskolleger og tidligere politikere, militær- og politikfolk samt mange af byens borgere, der alle havde taget imod den åbne invitation.
2. viceborgmester Ole Steen Hansen var dagens ordstyrer – og han havde travlt. Rigtigt mange ønskede at give Jacob Bjerregaard et par ord med på vejen. I alle taler var ordet 'samarbejde og troen på, at det nu vil lykkedes' et gennemgående emne.
Talerne var blandt andre Vejles borgmester, Arne Sigtenbjerggaard, Middelfarts borgmester Steen Dahlstrøm, Anders Østergaard, CEO fra Monjasa, Århus' Borgmester, Jacob Bundsgaard og Norddjurs borgmester, Jan Petersen.
Jacob Bjerregaard var dagens sidste taler og ud over at takke for det store fremmøde, sluttede Fredericias borgmester af med at slå fast, at der venter et hårdt år forude med økonomisk genopretning. Samtidig understregede og pointerede han, at det er vigtigt, at vi alle viser en større stolthed over vores by og, at vi tør gå efter mulighederne. Vi skal tro på fremtiden og Fredericia.