Vi må tilbage på skolebænken

En gammel talemåde siger, at der er en god grund til at vi har to ører og kun en mund: det er fordi vi skal være i stand til at lytte dobbelt så godt og grundigt, som vi skal ville tale.
Det er virkelig en gammel talemåde, for den er just ikke aktuel. Den offentlige samtalekultur (hvis man efterhånden kan kalde det en "kultur" mere) er fyldt med højt-talende munde og ikke mange lyttende ører. Det gælder i aviser, på TV og i de sociale medier. Her er ikke megen plads til ordentlig samtale og lytten til hinanden.
Ja, jeg behøver jo i virkeligheden slet ikke nævne dette, for det er så åbenbart for alle, men grunden til at jeg tager det op her er, at jeg trods alt for nyligt har oplevet noget, hvor respekt og lytten og samtale faktisk kunne lade sig gøre.
Det var - naturligvis(?) - i en ganske almindelig folkeskole.

Ligheder og forskelle

Lige før jul var jeg inviteret med til et arrangement på en af skolerne her i Roskilde. Et arrangement for to 8-klasser. De skulle høre noget om de tre religioner: jødedom, islam og kristendom. Om ligheder og forskelle. Det var selvfølgelig for at de unge kunne få lidt mere viden, men det var jo også for at hjælpe til det store og meget vigtige arbejde, som skolen dagligt praktiserer: at skabe mere tolerance og forstående overfor hinandens forskelligheder og baggrunde.
Først lyttede de unge til en repræsentant for hver af de tre religioner, der respektfuldt og upolemisk fortalte om vedkommendes religion. I de cirka 40 minutter, det tog, sad de unge stille (som 8-klasser nu kan sidde stille) og lyttede koncentreret. Herefter gik de tre voksne, der havde fortalt, ind i hvert deres lokale, hvor så de unge i grupper kunne komme og snakke og stille spørgsmål.
Til sidst samledes vi alle og fik sagt ordentligt tak for et fint gennemført arrangement til hinanden.

Sætte over styr

Jeg følte mig virkelig opløftet, da jeg gik derfra: de unge mennesker, skolelederen, læreren, oplægsholderne - i en afslappet og åben atmosfære var der givet plads til respekt, man havde givet plads til hinanden, lyttet til hinanden.
Jeg blev også lige mindet om, at det at være "indenfor murene" står i åbenlys kontrast til de oftest uvidende og fordomsfulde røster, der lyder "udenfor murene". Det jeg var med til var jo kun et tilfældigt glimt af en hverdag godt fyldt med mening, engagement og stor faglighed.
Nu giver det jo god mening at det er i skolen, at børnene lærer disse nødvendige sociale færdigheder, der kræves for at blive "en god samfundsborger". Men man kan da ikke bebrejde de unge mennesker, der i skolen lærer om disse principper, at de bliver noget forundret, når de træder ud fra skolen og oplever den måde, disse principper igen og igen bliver negligeret på i det offentlige debatklima. Et klima hvor skingert råberi, manglende tolerance, personfnidder og jeg-har-bare-ret mentaliteten blomstrer.
Nu må man så bare håbe, at de holder fast i det gode de lærer i skolen, og når de kommer til og skal styre den offentlige debat får ændret i det, vi så kalder gode og fornuftige voksne borgere, er ved at sætte overstyr.
Jeg tillader mig at slutte med et vildt tankeeksperiment: tænk hvis den lærer, jeg mødte den dag i december på en folkeskole her i Roskilde, og som virkelig satte denne særlige stemning af ro, lytten, åbenhed - hvis hun for en aften afløste Clement Kjærsgaard eller Martin Krasnik som tv-vært? Ja, jeg tror, at vi ville få netop en samtale, en lytten - til glæde for ikke kun deltagerne, men også for alle os andre, der overværer det.


Rødt citat
"Nu må man så bare håbe, at de holder fast i det gode de lærer i skolen, og når de kommer til og skal styre den offentlige debat får ændret i det, vi så kalder gode og fornuftige voksne borgere, er ved at sætte overstyr."