Svindel for millioner
Fusk med skat og moms i blandt andet Kr. Hyllinge sender 39-årig mand for retten
En af de store udfordringer ved at drive et firma er, at man skal holde styr på regnskaberne, og en gang imellem går det galt på trods af gode intentioner.
I en sag, der blandt andet omhandler finansfusk, begået af en 39-årig mand med tilknytning til en virksomhed i Kr. Hyllinge mener ordensmagten dog, at intentionerne var kriminelle.
Manden er i forbindelse med sit arbejde for virksomheden i Kr. Hyllinge anklaget for ting som skatte- og momsunddragelse for omkring 1,5 millioner kroner.
Disse kriminelle aktiviteter skulle være foregået mellem april 2005 og januar 2007.
Sagen vokser
Svindel for 1,5 millioner er i sig selv ikke nogen lille sag, men der er også yderligere anklager mod den 39-årige.
I samarbejde med en anden skulle manden, ifølge anklageskriftet, nemlig også have fusket med skatten og momsen i et andet firma for cirka samme beløb.
Sammenlagt skal den 39-årige altså for en dommer for at udrede juridiske forviklinger vedrørende ikke færre end cirka 3 millioner kroner.
Sagen skal for en dommer mandag 3. februar.
hw