Varde gentager Musik4Free i maj
Samtidig holder Fest- og Kulturugen i Varde flyttedag så de to store arrangementer supplerer hinanden. Det sker i slutningen af maj
Igen i år bliver Danmarks smukkeste torv – Torvet i hjertet af Varde by – rammen om en stor gratiskoncert, hvor aktuelle navne fra den danske musikscene spiller op til fest og dans, mens forårssolen stille synker i havet mod vest.
Det er succes-arrangementet ”Music4Free”, skabt af radiostationen, Skala FM, der bliver gentaget. Det sker den 23. maj – og samtidig er det besluttet, at Fest- og Kulturugen i Varde holder flyttedag. Dette arrangement plejer at finde sted senere på sommeren, men bliver nu rykket frem, så de to store, lokale arrangementer kan supplere hinanden.
"Vi taler dog fortsat om to selvstændige arrangementer, men der er ingen tvivl om, at de to begivenheder vil gå rigtig godt i spænd sammen, og vil være med til at sætte spot på Varde langt ud over kommune- grænsen," mener Lisbet Rosendahl, der er formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Varde Kommune.
Endnu er det ikke offentliggjort, hvilke kunstnere, der skal erobre den 23. majaften i Varde, men at det bliver en stribe populære og aktuelle musikere, der kommer til byen, er der næppe tvivl om.
"Music4Free blev lanceret sidste år som et led i vores bosætningskampagne. Det blev en stor succes med flere end 6.000 besøgende, og i Økonomiudvalget har vi netop besluttet, at det helt sikkert fortjener en gentagelse," mener borgmester Erik Buhl.
Han tilføjer, at det er et kommunalt arrangement, der bliver virkeliggjort i samarbejde med forskellige samarbejdspartnere og sponsorer, herunder Varde Handel, foreningslivet, restauratører og flere andre.