Fortsæt til indhold

Stevns Erhvervsråd fastansætter konsulent

Signe Kjærbølling er blevet fastansat som kommunikationskonsulent i Stevns Erhvervsråd pr. 1. februar.

Arkiv
Arkiv

Stevns Erhvervsråd har pr. 1. februar fastansat Signe Kjærbølling som kommunikationskonsulent. Arbejdet er dog ikke nyt for Signe, der siden juni sidste år har været ansat i løntilskud i erhvervsrådet.
- Jeg er utroligt glad for, at jeg kan fortsætte mit arbejde i erhvervsrådet. Jeg vil gøre mit bedste for at bidrage til at styrke erhvervslivet i Stevns Kommune, og her mener jeg, at god kommunikation med virksomhederne står helt centralt. Det er vigtigt, at vi formidler de mange tilbud og muligheder, som er tilgængelige og kan gavne etablerede virksomheder såvel som iværksættere. Omvendt er det også vigtigt, at kommunikationen fra virksomhederne til os fungerer, så vi får kendskab til de udfordringer, der spænder ben for virksomhedernes vækst, fortæller Signe Kjærbølling.
I Erhvervsrådet arbejder hun bl.a. med at kommunikere og markedsføre erhvervsrådets tilbud og services til medlemmer af erhvervsrådet og det øvrige erhvervsliv på Stevns b.la. på hjemmesiden www.stevnserhvervsraad.dk, i nyhedsbreve og gennem den lokale presse. Mange erhvervsdrivende har allerede oplevet hende ved erhvervsrådets mange arrangementer, som hun også hjælper med at arrangere.
Signe Kjærbølling bor i Køge, og hun er uddannet fra Roskilde Universitet, hvorfra hun har en kandidat i kommunikation og en bachelor i virksomhedsstudier. Inden hun startede i Stevns Erhvervsråd har hun blandt andet arbejdet i Gigtforeningens kommunikationsafdeling.
Inden længe får Signe i øvrigt selskab af en ny kollega, der starter som iværksætterkonsulent den 1. marts.