Fortsæt til indhold

HB Køge og Rishøj har gang i forberedelserne

HB Køge møder Brønshøj, mens Rishøj skal op mod FC Roskilde i de kommende træningskampe forud for forårssæsonen.

Arkiv
Martin Rasmussen

HB Køge har fået en resultatmæssigt god start på træningskampene forud for forårssæsonen efter 1-0 mod Roskilde og 1-1 mod Brøndby efter en glimrende kamp, hvor Anders Kaagh bragte HB Køge foran og Brøndby først fik udlignet sidst i opgøret.
Nu gælder det et opgør mod Brønshøj på udebane. Kampen spilles mandag den 10. februar, og den følges i øvrigt op af en tur til Asnæs til en kamp mod FC Nordvest lørdag den 15. februar.
Opgøret mod Brønshøj bør have et potentiale til at give en fornemmelse af niveauet i truppen lige nu mod en nogenlunde jævnbyrdig modstander. HB Køge spillede 1-1 mod Brønshøj i efteråret, mens køgenserne desværre måtte gå på vinterferie med et frisk 0-1 nederlag til de kommende træningsmodstandere i efterårssæsonens sidste kamp.
HB Køge starter forårssæsonen i 1. division søndag den 23. marts klokken 15 på hjemmebane mod Marienlyst.
Rishøj indleder i øvrigt sin stribe af opvarmningskampe før forårssæsonen i 2. division vest, hvor Rishøj overvintrer på andenpladsen efter suveræne Skive. Det første træningsopgør spilles mod FC Roskilde lørdag den 8. februar.