En bog om en skole
Søren Lond har skrevet en erindringsbog om 35 år som lærer på Ellemarkskolen i Køge.
"Ellemarkskolen - som jeg husker det", er titlen på en erindringsbog om et liv som lærer ved Køges skolevæsen, som udkommer i disse dage. En bog med anekdoter og erindringer fra 35 års virke som lærer på Ellemarkskolen i Køge.
Det er Søren Lond der har skrevet bogen. Han har tilbragt omkring halvdelen af sit liv på Ellemarkskolen. Han fotograferede på skolens allerførste dag i august 1968, og han har i 35 år virket som lærer på skolen. Med varme og humor fortæller han om børn og voksne, han har mødt gennem tiden.
Hvorfor kan eleven ikke sige, hvad han mener om læreren? Det indlysende svar findes i bogen, der også rummer opskrifter fra skolekøkkenet, en mystisk historie om, at der gik ild i noget tøj, og en længere beretning om en noget anderledes lejrskoletur med en hotelbus gennem 7 europæiske lande.
Man slipper heller ikke uden om en tur til skoletandlægen, noget der i forfatterens barndom var et mareridt. Et par sangtekster er der blevet plads til, og også en tegneserie om et sygehusbesøg.
Alle der har haft tilknytning til Ellemarkskolen på en eller anden måde, elever, forældre, lærere og andre ansatte kan med fornøjelse give sig i kast med denne bog som er i boghandelen i nærmeste tid.
Bogen findes hos Køge Boglade i Brogade.