Padborg har taget Valentines dag til sig
Ofelia synger om dagen i William Shakespeares teaterstykke ”Hamlet ” fra 1603, så helt ny er den ikke – dagen nogen synes er lidt for amerikaniseret, mens andre glæder sig til dagen af hele hjertet.
Valentines dag, fredag den 14. februar, er der flere og flere danskere, der benytter lejligheden til at sige – "jeg elsker dig", med mere end blot med ord.
”For 10 år siden var det mest de helt unge kærestepar, som gav hinanden gaver til Valentines dag", husker Bitten Haase, medlem i formandsgruppen i Padborg Torvecenter og indehaver af guldsmed Jan Jensen.
"I dag oplever vi, at det er alle aldersgrupper, mænd og kvinder, der benytter lejligheden til at give en gave eller en buket blomster for at bekræfte, at de elsker hinanden. Oprindeligt skal gaven være fra en anonym giver, men jeg vil vove at påstå, at modtagerne af gaverne købt her i Torvecentet nok har nogenlunde styr på hvem afsenderen er", lyder det med et smil fra Bitten Haase.
Padborg og omegn har taget dagen til sig og både mænd og kvinder overrasker hinanden med gaver, og butikkerne i Padborg Torvecenter er selvfølgelig klar med gode gaveidéer og røde bånd.