Fortsæt til indhold

Berøvet og truet på livet i sin egen lejlighed

Arkiv
Af Anne Andersen

En 32-årig mand fik holdt en foldekniv mod halsen og blev truet til at udlevere 2000 kroner i kontanter da to mænd torsdag aften trængte ind i hans lejlighed. Manden, der bor i Højhusene, lukkede via dørtelefonen de to ukendte gerningsmænd ind i opgangen, og lidt efter trængte mændene ind i lejligheden på 9. etage. Her blev den skræmte beboer truet og holdt nede af den ene af gerningsmændene som pressede en kniv mod hans hals og råbte: "Hvor er pengene".
Den anden gerningsmand rodede lejligheden igennem og de to forsvandt fra stedet med 2000 kroner, en pung og nogle cigaretter.
Den ene gerningsmand beskrives som cirka 25 år, 170 centimeter høj, dansk, almindelig af bygning med mørkt hår og mørkt skæg. Han havde mørkt tøj og en mørk hue på.
Den anden gerningsmand beskrives som 185 centimeter høj, almindelig af bygning med mørkt tøj.