Fortsæt til indhold

Styrken i det rå jern

To brødre er med Anytime Gym gået sammen om et anderledes bud på motion i Roskilde

Arkiv
Henrik Wanscher

De fleste mennesker har det bedst ved at være steder, hvor de føler, de passer ind.
For nogle er det for eksempel meget grænseoverskridende at skulle krydse dørtærsklen ind til et fitness-center, fordi de føler, at de ser for anderledes ud end de andre brugere.
Netop denne gruppe mennesker er hovedmålgruppen for brødrene Abdel og Furkan Hikmat på 25 og 26 år, der står bag træningscentret Anytime Gym, som ligger på Københavnsvej.
- De fleste træningscentre har en meget bred målgruppe, der dækker noget i retning af 80 procent, af de folk, der ønsker at træne på den måde, fortæller Abdel Hikmat og fortsætter:
- Vi startede Anytime Gym med et ønske om at tilbyde de sidste 20 procent et sted, de kan være og have det rart, selvom de måske er lidt tykkere eller tynde end gennemsnittet.

Maven mod rattet

Beslutningen om at starte et fitnesscenter er ikke opstået ud af det blå for de to brødre fra Borup.
De går begge meget op i træning og har gjort det i lang tid før, det viste sig at skulle blive en levevej for dem.
Abdel Hikmat er især meget optaget af træning og har været det igennem de sidste seks til syv år.
Lysten til at træne opstod af flere grunde.
Blandt andet indså han i slutningen af sine teenageår, at han gerne ville lære sin krop bedre at kende, og her passede træningen perfekt.
Men han fortæller, at det, der i sidste ende fik ham i gang med de fysiske udfoldelser på et mere alvorligt plan, var en meget konkret og håndgribelig episode.
- Jeg sad i min bil på vej hjem fra gymnasiet.
- Pludselig opdagede jeg, at min mave var begyndt at støde på rattet, og så vidste jeg, at jeg var nødt til at gøre noget, fortæller Abdel Hikmat.

Abdel Hikmat viser, hvordan man laver squats, hvilket er en øvelser, der efter hans mening får for lidt opmærksomhed af mange, som træner.

Mere traditionelt

Fra da af udviklede træningen sig for den unge Abdel Hikmat.
Snart indså han, at det ikke var nok for ham bare at styrke kroppen med vægtskiver, løbeture og måtteøvelser.
Han interesserede sig for alt, der har med kroppen at gøre, så udover de fysiske anstrengelser satte han også hjernen på arbejde.
Abdel Hikmat uddannede sig så han nu tilbyder sine ydelser som både personlig træner og diætist.
I dag får han så rig mulighed for at bruge den viden i Anytime Gym, hvor han ofte bruger op mod 12 timer om dagen for at holde styr på centret, der har døgnåbent.
- For mig handler det meget om at finde ind til, hvad der motiverer folk, og hvordan deres kroppe fungerer, siger han og tilføjer:
- Derfor tilbyder vi også et mere undergrundspræget træningsmiljø, hvor vi bruger mere traditionelle metoder og råt jern.

Roskilde er en træningsby

På den måde er en sund hobby med årerne gået hen og blevet en livsstil for Abdel Hikmat, der også betyder, at han stiller op i fitness-konkurrencer.
Med det udgangspunkt er det heller ikke så mystisk, at han var frisk på at starte et træningscenter med sin bror.
Eftersom de to bor i Borup overvejede de, om de skulle åbne Anytime Gym i Køge, men Roskilde havde ifølge brødrene mere at byde på.
- For os fremstår Roskilde som en by, hvor folk virkelig går op i træning, og vi er blevet taget rigtig godt imod.
- Jeg tror, det passer folk fint, at de kan træne et sted, hvor det eneste vi kræver er, at man respekterer hinanden, siger Abdel Hikmat.

hw@roskildeavis.dk