Jagten på fuglen og fisken
Vinterferie for børn og voksne på Frederikssund Museum, Færgegården d. 10. til 14. februar kl. 11-14. Mød museets naturvejleder og havjægeren, hør om jagt på Roskilde Fjord og prøv de mange spændende aktiviteter – og så kigges der indenfor i en gås!
Jægerspris I vinterferien åbner Frederikssund Museum, Færgegården op for sjov og kreativitet. Færgegården forvandles til et værksted med aktiviteter omhandlende jagten ved fjorden. Hvordan går man på jagt ved fjorden? Hvordan ser en skydepram ud? Fryser ænderne om fødderne om vinteren? Hvor gemmer havørreden sig? Hvordan ser gammeldags skøjter ud? Og kan man fange ål med en magnet? Museets natur- og kulturvejledere vil sammen med strand- og havjægere fortælle om jagten ved fjorden i dag og fra dengang da farfar var ung. Alle dagene vil du kunne lave dit eget ålejern, skyde med bue og pil, tegne fugle i alverdens farver, se en ægte strand- og havjægers udstyr og høre hans fortællinger fra fjorden, låne en kikkert og se vinterens fugle ude i fjorden. Hver dag kl. 12 vil der være mulighed for at se hvordan en fugl ser ud inden i, når du sammen med naturvejlederen skal åbne en gås.