Fortsæt til indhold

En hjertelig tak til hverdagens helte

Hanne Moreno faldt på gaden men fik hurtig hjælp og omsorg af tre forbipasserende

Arkiv
Henrik Wanscher

En kombination af regn, ujævnt fortov og våde blad fik 9. januar alvorlige konsekvenser for 77-årige Hanne Moreno, da hun forsøgte at nå en bus på Frederiksborgvej.
Alene var hun på vej til sit barnebarns fødselsdag, og i sit hastværk kom hun til at træde på en glat del af fortovet.
Selvom hun kæmpede i ihærdigt imod, forsvandt hendes fodfæste, og Hanne Moreno faldt.
- Jeg mærkede, hvordan min ene fod mistede kontakten med fortovet, og i et forsøg på at genfinde min balance prøvede jeg at bevæge mig hurtigere frem.
- Derfor var der stor fart på, da jeg ramte jorden, fortæller hun om episoden.

Fremmede hjalp

Omstændighederne betød, at Hanne Moreno ikke havde tid til at tage ordentligt fra i faldet, og hun ramte stenunderlaget på en sådan måde, at det gik slemt udover hendes ansigt og venstre arm.
Slaget, da hun ramte fortovet, var faktisk så voldsomt, at hun for en kort stund mistede bevidstheden.
Hanne Moreno var alene, da hun faldt, men da hun kom tilbage til bevidsthed, var tre fremmede mennesker kommet ilende til.
Mens hun havde været bevidstløs, var de tre begyndt at vikle hende ind i jakker og tæpper, mens de sørgede for, at der blevet ringet 112.
- Der var to unge mænd og en ung dame, og mændene havde en arbejdsjakke og nogle tæpper i deres bil, som de brugte, så jeg ikke skulle ligge på de hårde sten og blive kold.
- Blodet fossede ned ad mit ansigt, og jeg må have set frygtelig ud, men de håndterede alle situationen, som om de var helt vant til det, mindes Hanne Moreno.

Intet dårligt minde

Hele episoden er en smule omtåget for den 77-årige, men en ting, hun husker meget klart, er de tre hjælperes store omsorg for hendes velbefindende.
Mens de forsøgte at sørge for, at hun lå mest behageligt, talte de roligt til hende, aede og krammede hende.
Hanne Moreno fortæller, at hun på ingen måde har et dårligt indtryk af unge mennesker generelt, men at hun alligevel er meget imponeret over, hvad de tre gjorde for hende den dag.
- Det var en fantastisk og rørende omsorg.
- Selvom det var ubehageligt at falde, så er det deres indsats, jeg altid vil huske, fortæller hun.

Stadig i gang

Hanne Morenos ord vejer så meget desto tungere, eftersom hun ved faldet brækkede sin hånd på så alvorlig vis, at en operation var nødvendig.
En så voldsom episode havde nok fået nogle til at overveje, om det ikke måske var på tide at sætte aktivitetsniveauet ned.
Men sådan forholder det sig ikke for Hanne Moreno. Tværtimod.
- Jeg motionerer så meget som muligt, fordi jeg ved, at det hjælper med at holde kroppen i gang.
- Jævnaldrende har da sagt til mig, at jeg skal lade være, fordi det koster samfundet, når jeg skal på sygehuset, men så spørger jeg bare, hvor mange nye knæ og hofter, de har fået, og så tier de stille.

hw@roskidleavis.dk