Fortsæt til indhold

15 år med genbrug til et godt formål

Røde Kors butikken på Strandmarksvej har fødselsdag på lørdag

Arkiv
Arkiv

- Og en sådan dag skal naturligvis fejres, lyder det fra butikkens daglige leder, Lise Bauer. Det sker netop på dagen, lørdag den 15. februar, hvor der i dagens anledning vil være åbent hus fra kl. 10 til 15. Samtidig er der rabat på 15 % på alle de i forvejen meget lave priser. Ud over at forretningen er en meget vigtig indtægtskilde for Røde Kors¿ humanitære arbejde, så opfylder forretningen også et vigtigt socialt formål såvel for de mange frivillige ansatte som for kunderne. Der er ca. 40 ulønnede damer ansat i Røde Kors-butikken i alderen fra midt i fyrrerne til et stykke over de firs år. Og en del af disse har faktisk været der i rigtig mange år, nogle har endda været med helt fra starten i Spurvegården. De 10 hold varetager driften enten om formiddagen eller om eftermiddagen. En meget stor del af arbejdet består, ud over salget, i at modtage, sortere og prismærke de store mængder tøj, som velmenende privatpersoner forsyner butikken med. Butikken på Strandmarksvej er således helt selvforsynende med det tøj, som enten lægges i containeren udenfor eller afleveres i butikken. På en rigtig god dag kan det daglige salg være helt op mod 3.000 kr., hvilket virkelig kræver at mange varer langes over disken, når f.eks. en nederdel kan koste 40 kr. Og hele omsætningen går, når udgifter som husleje, vand, el og varme er betalt, ubeskåret til godgørende formål, såvel lokalt i kommunen som nationalt og internationalt. - Så der er alt mulig grund til at kigge ind og gøre et godt kup, samtidig med at du støtter Røde Kors! Forretningen byder i dagens anledning på en kop kaffe og lidt mundgodt under besøget, slutter Lise Bauer.