Fortsæt til indhold

Before you GoGo

Katrine Jung vil fremme spontaniteten i Trekantområdet

Arkiv
Anne Andersen

“Vi lever i nuet, og unge mennesker planlægger ikke langt ud i fremtiden”, sådan lyder forklaringen fra 25-årige Katrine Jung der står bag en ny app med det fængende navn - Before you GoGo.
En app hvor man som bruger kan få et hurtigt overblik over, hvad der sker i lokalområdet på en given dag, hvad det koster, hvordan man får billetter og så videre:
“Ideen er, at man skal have mulighed for at være mere spontan i hverdagen. Med app'en kan man hurtigt se, hvis der eksempelvis er ekstra billetter tilbage til en koncert på Godset, hvis der er et afbud til en ansigtbehandling hos Birch og Bogø eller hvis en restaurant har et specielt arrangement”, forklarer Katrine Jung og pointerer, at der udelukkende er tale om en guide til oplevelser.

Formes af brugerne

App'en der i løbet af de kommende dage bliver tilgængelig på både Google Play og i App Store er stadig i sin spæde start. Det vil derfor i høj grad være brugerne der er kommer til at bestemme indholdet:
“Lige nu har jeg kontakt til omkring 20 annoncører der er med, men det er klart, at hvis det bliver en succes, så vil mange flere, hurtigt melde sig”, siger Katrine Jung der selv har fået ideen til app'en, ligesom hun har stået for det grafiske arbejde samt al kommunikationen til annoncørene:
“Lige nu er det gratis for både annoncører og for brugerne, men jeg håber da på sigt, at den bliver så stor, at jeg kan kræve et lille beløb, hver gang en annoncør ligger noget op”.

Katrine Jung er selv ude og reklamere for sin nye app som man i løbet af kort tid kan finde på både Google Play og i App Store.

Form og indhold

Katrine Jung bor selv i Vejen, og hendes fokusområde er her i starten primært i Trekant-området, hvor hun er sikker på, at der er et behov at dække:
“App'en er for unge mennesker og modne voksne. Ud over søgefunktionerne der viser begivenheder 14 dage frem, pris, sted, tid osv, så er der også en funktion der hedder GOGO Destiny - så trykker man på knappen og lader skæbnen vælge, hvad man skal lave den givne dag”, slutter Katrine Jung.