"Foråret så sagte kommer" med Kaj Munk
Torsdag 20. februar kl. 19.30 kan man på Tjæreborg Bibliotek høre sognepræst Elise Balslev fra Bramming genfortælle bogen med den poetiske titel ”Foråret så sagte kommer”.
Det er i år 70 år siden, at Kaj Munk blev skudt en mørk januar nat af tyskerne i Hørbylunde Bakke i forbindelse med Besættelsen af Danmark under 2. Verdenskrig. Digterpræsten Kaj Munk nedskrev året før sin død sine barndomserindringer i bogen ”Foråret så sagte kommer”. Heri fortæller han poetisk og bevægende om sin opvækst på Lolland som adoptivbarn hos kærlige forældre og om sin første tid som præst i Vedersø. Det var også i denne bog, han trykte ordene til sangen om den ”Blå anemone”.
”Elise Balslev, der vil genfortælle bogen er en eminent fortæller, og hun mestrer til fulde at genfortælle en bog på sin egen gribende måde. Jeg tror også, vi kommer til at synge sangen om Den blå Anemone denne aften," siger bibliotekar Karin Rask Kristiansen.
Aftenen er arrangeret i et samarbejde med Foreningerne i Tjæreborg og Tjæreborg Bibliotek. Billetter kan købes i Brugsen eller på Biblioteket til 40 kr. Ved døren koster en billet 50 kr.