Fortsæt til indhold

Varde Erhvervs- og Turistråd opruster

Med et øget tilskud fra Varde Kommune på halvanden million kroner er der lagt op til en markant styrkelse af rådets service

Arkiv
Kim Schou

Borgmester Erik Buhl i Varde Kommune har aldrig lagt skjul på, at han gerne ser en styrkelse af det lokale erhvervsliv.
Det gjorde han heller ikke på byrådets møde tirsdag aften, hvor han stillede sig i front for et forslag om at hæve det årlige tilskud til Varde Erhvervs- og Turistråd med halvanden million kroner.
"Rådet har selv barslet med et forslag om, at der bliver sat yderligere fokus på medlemsbesøg, støtte til iværksættere, en fornyelse af rådets hjemmeside samt ikke mindst ansættelse af en eventmedarbejder, der skal arbejde med at fremme såvel erhvervs- som turistområdet," sagde Erik Buhl på mødet.
"Vi taler her om en markant styrkelse af den service, Erhvervs- og Turistrådet kan levere, og den kan vi bakke op om ved at hæve det årlige tilskud, fortsatte borgmesteren.
"I det hele taget er det vigtigt, at arbejder ud fra nogle klare og fælles mål, når det handler om at komme det lokale erhvervsliv i møde. Derfor har der også allerede været holdt møder, ligesom vi er i gang med en række besøg hos andre kommuner, der sandsynligvis kan give os ideer og inspiration til at gøre tingene bedre end vi allerede gør," tilføjede Erik Buhl.

Opbakning i byrådet

Fra de øvrige medlemmer af byrådet var der opbakning til forslaget, og dermed ligger det nu fast, at det årlige tilskud til Erhvervs- og Turistrådet bliver hævet fra 4,7 til 6,2 millioner kroner.
Byrådsmedlem Per Rask Jensen, Venstre, der er direktør for Erhvervs- og Turistrådet, var inhabil under sagens behandling, og måtte derfor en tur udenfor døren.