Ekstra 16,3 millioner til ældreområdet
Alle danske kommuner får tilført penge for at give ældreområdet et løft. I Sønderborg Kommune har seniorudvalget fordelt pengene
Den nationale pulje 'Løft til ældreområdet' er et resultat af finanslovsforhandlingerne. På landsplan er der afsat en mia. kroner om året, som er fordelt i forhold til indbyggertal til kommunerne.
Fra ministeriets side er det understreget, at målgruppen for de ekstra penge er sårbare og udsatte ældre, som har et stort plejebehov, og ældre, som med en rehabiliterende indsats kan støttes til at klare sig selv.
"Det var en bunden opgave, men med frihedsgrader inden for rammerne, og det glæder mig, at der er borgere og interessegrupper, som har taget imod vores invitation til at deltage i overvejelserne om, hvordan vi bedst får glæde af pengene. På baggrund af forslagene er der udarbejdet et katalog, og ud fra det har vi så i udvalget udpeget det, vi i Sønderborg vil løfte – og jeg vil understrege, at vi afsætter dem til opgaver, som direkte kommer borgerne til gavn," siger seniorudvalgets formand, Preben Storm (S).
De 16,3 mio. kroner anvendes således:
4,9 mio. kr. til ansættelse af en terapeut på hver af kommunens 14 aktivitetscentre (rehabilitering)
750.000 kr. til el-cykler, maskiner m.v. til udendørs træning (rehabilitering)
1 mio. kr. til fire ekstra dagaflastningspladser til svært demente
1 mio. kr. til en ekstra indsats for at undgå genindlæggelse af sårbare ældre efter sygehusophold
3 mio. kr. til hovedrengøring en gang årligt hos ældre over 65 år, som er visiteret til personlig pleje m.v.
350.000 kr. til en ekstra palliativ korttidsplads på rehabiliteringscenter Ulkebøl
1 mio. kr. til opkvalificering af mellemledere
4,3 mio. kr. til flere faste hjælpere i hjem/plejecentre og til styrkelse af elevområdet
"Vores prioritering understøtter det arbejde, vi allerede er i gang med inden for rehabilitering, sundhedsfremmende og forebyggende indsatser, det styrker vores samarbejde med den frivillige indsats, som vi er så glade for, og det har særligt fokus på sårbare ældre. Samtidig satser vi på mere uddannelse for at sikre kvalitet i indsatsen, så alt i alt synes jeg, vi har foretaget en god prioritering inden for den ramme, vi har fået," siger næstformand i seniorudvalget, Jens Peter Thomsen (V).