Godt at have brikker at flytte med
Lagoniskolen i Vojens lagde rum til en ordentlig omgang skoleskak
Som en fælles motionsdag er optakt til skolernes efterårsferie er Skolernes Skakdag en fortrinlig optakt til vinterferien. Sådan var det også på Lagoniskolen i Vojens. Hele sjette årgang var inviteret til skoleskak. Små hundrede elever, som med iver styrtede over såvel brikker som plade. Gennem spillet blev eleverne fornemt guidet af lærerne Jes per Skovsbøl samt Claus Nielsen, som begge fra ganske unge år har elsket brætspillet.
Eleverne fik en dejlig formiddag, for på trods af, at skakspillet i folkemunde kan have et nørdet præg, så kastede de unge mennesker sig over det. Nogle med indsigt, men rigtigt mange uden. Fornøjeligt at se de unge menneskers koncentration brændt i ansigterne, medens de indædt forsøgte at slå modstanderen i bondeskak, hvor konge, dronning og andre officerer slet ikke er i spil.
”Jeg kunne rigtigt godt tænke mig, at vores introduktion til skak her inden vinterferien var af lidt længere varighed," fortæller instruktør Jesper Skovsbøl. Det er eleverne tilsyneladende meget enige i.
”Aj. Jeg vandt igen!"
”Det er rigtigt sjovt!"
Udsagn fra 44 børn, hvoraf 27 havde grundigt eller overfladisk kendskab til det oprindelige asiske spil. Glæde over at vinde. Øv over tabe. Interesse. Faktisk var der ti elever, som godt kunne tænke sig, der blev startet skoleskak. Så var der dømt vinterferie.