Fortsæt til indhold

1.c talte følelser og kønsroller i Uge Sex

For første gang var også skolernes alleryngste elever med til Uge Sex. På Præstegårdsskolen talte 1.c om både wow- føleser og kønsroller

Arkiv
Louise Ritter

"Har I andre det også sådan? At I får sådan en rigtig wow-følelse indeni, når I er i skole?"
Klasselærer Maja Larsen griber lille Isaks bud på, hvad der kan fremkalde den gode wow-følelse.
“Hvor er I altså bare søde!,” smiler hun udover den 19 elever store 1.c, da alle børnene bekræfter, at skolegang hører til på wow-siden af tavlen og ikke på øv-siden. Det samme gør lykkelig, begejstret, overrasket, griner og slik.
1.c på Præstegårdsskolen har følelser på skemaet. Kalenderen fortæller, at vi er nået til årets sjette uge - en uge der på rigtig mange skoler går under navnet Uge Sex.
Uge Sex er en landsdækkende seksualundervisningskampagne, der handler om at øge børn og unges viden og styrke deres evne til at træffe gode valg i forhold til trivsel, rettigheder, relationer, seksualitet og sundhed. Det er Sex og Samfund, der står bag initiativet, og for første gang nogensinde har de i år også inviteret landets 0. og 1. klasser til at tage del i Uge Sex. En invitation som 1.c's klasselærer Maja Larsen altså har takket ja til.
“Jeg har tidligere arbejdet med Uge Sex i både en 8. og en 3. klasse. Det var en succes, så jeg tænkte, at det skulle vi også prøve i 1.c. Jeg er meget åben og signalerer, at børnene må spørge om alt. Nogen ting er måske ligefrem nemmere at spørge mig om end det er at gøre det derhjemme,” siger Maja Larsen.

Gode snakke

Som lærer vælger og vrager hun frit i det materiale, som følger med deltagelsen i Uge Sex. Materialet til de yngste elever er lavet i samarbejde med Trygfonden og har fokus på emner som krop, følelser, venskaber og familier.
Årets overordnede Uge Sex-tema er grænser - altså at lære at sige fra. Den del føler Maja Larsen, at 1.c har nogenlunde styr på, deres alder taget i betragtning, så derfor er det mest følelser, hun sætter på skemaet. Og det er med succés.
“Nu er det onsdag, men vi har allerede haft mange gode snakke. De er faktisk så gode, at vi tager det hele lidt som det kommer. Jeg planlægger nogle ting, men hvis snakken er god, så prioriterer vi at gøre den færdig,” siger Maja Larsen og nævner tirsdagens gode, lange snak om kønsroller og de forventninger, som drengene og pigerne hver især har til hinandens køn.
I dag er det så følelser, der får en til at føle enten “wow” eller “øv”, der skal sættes ord på, og eleverne kommer vidt omkring. Louise mener, det er wow at lege med Lego Friends sammen med veninderne, mens flere drenge mener, at wow fremkaldes, når der hygges med slik til en god film. Til gengæld er det øv, når noget er pinligt eller når man længe har glædet sig til noget, som så bliver aflyst - for eksempel et besøg hos sin onkel.