Hurra for en gavmild fødselar
Lions Club Haderslev fylder 50 - det skal fejres med flotte pengegaver til foreninger året rundt
Lions Club Haderslev tager for alvor spenderbukserne på i 2014.
Det er der sådan set ikke noget nyt i, for en stor del af medlemmernes klubliv er aktiviteter, der skal skaffe klubben midler til hjælpeprojekter, som spænder meget vidt.
I år fylder Lions Club Haderslev imidlertid 50, og det skal fejres med at der hver måned i hele 2014 uddeles et beløb til forskellige foreninger.
"Vi glæder os til at give de her skulderklap til foreninger, der gør et stort stykke arbejde for at hjælpe andre," sagde præsident Michael Jørgensen i forbindelse med uddelingen af februar-portionen på Haderslev bibliotek.
Det var Handicap- og Ældrebussens Venner, der tilbyder gratis buskørsel eller udflugtsture til ældre og/ eller handicappede, boende "i den gamle" Haderslev Kommune, som i denne omgang kunne glæde sig over et "skulderklap" på 2500 kroner.
Jubilæumsåret i Lions Clubs Haderslev fejres senere på året med en gave til byen, som først afsløres i forbindelse overrækkelsen.
Foreninger kan stadig nå at søge om bidrag i forbindelse med klubbens jubilæum.