Fortsæt til indhold

Drømmen om et liv i Danmark

18-årige Songül Yüksel går i 1.b. på Køge Gymnasium men kan ikke få opholdstilladelse og skal derfor forlade landet - til fortvivlelse for både hende selv og familie og venner.

Arkiv
Martin Rasmussen

Drømmen for 18-årige Songül Yüksel, der går i 1.b. på Køge Gymnasium, er at bo i Danmark med sin familie og uddanne sig til læge.
Men i første omgang har hun kun udsigt til en enkeltbillet til Tyrkiet, hvor hun boede frem til 2009. Trods gentagne ansøgninger er det ikke lykkedes hende at få opholdstilladelse i Danmark, og derfor har myndighederne nu påbudt hende at forlade landet.
Det betyder, at Songül Yüksel skal tage afsked med sin far og tre søstre, som hun bor med i Køge, og i stedet kan se frem til en fremtid i Tyrkiet.
- Det er rigtig hårdt for min familie og mig. Jeg har kæmpet så meget for at lære sproget og komme på gymnasiet, fortæller Songül Yüksel, der taler glimrende dansk og fik 10- og 12-taller, da hun gik på Hastrupskolen.
Songüls far har boet i Danmark i 15 år, og hun har desuden tre søstre i landet. Forældre blev skilt, da hun var lille, og hun har ikke fast kontakt med sin mor længere. Det efterlader hendes farmor i Tyrkiet, som hun tidligere har boet hos, men som nu er syg.
- Jeg har ikke noget liv i Tyrkiet, men jeg har til gengæld rigtig mange danske venner, og jeg forstår ikke, at jeg skal forlade min familie og venner. Jeg vil rigtig gerne blive og bidrage til det danske samfund. Alle i vores familie har et job, siger hun.

Afslag på afslag

Songül Yüksel indrejste i Danmark i september 2009 på et tre måneders visum, oplyser Udlændingestyrelsen. Nogenlunde samtidig fik hun for anden gang afslag på en ansøgning om familiesammenføring med den del af familien, der bor i Danmark.
Både regler og praksis på udlændingeområdet gør det vanskeligere at opnå familiesammenføring, jo ældre et barn er. Op til otte års-alderen er der gode muligheder - senere er det mere vanskeligt at opnå, fordi udgangspunktet i lovgivningen er, at man ønsker, at børn skal have deres opvækst og skolegang i Danmark.
Konsekvensen af afvisningerne er, at Songül Yüksel ikke har fået tilladelse til at opholde sig i Danmark efter udløbet af det oprindelige visum, og det er også baggrunden for, at en fornyet ansøgning om familiesammenføring i 2012 blev afvist.
- Songül har ikke på noget tidspunkt haft lovligt ophold i Danmark. Det står derfor klart, at hun skal udrejse. Men hun kan komme på besøg og eventuelt opnå opholdstilladelse senere, siger kontorchef Susanne Meyersahm fra Udlændingestyrelsen.