Leif er ny mand hos Bolig Esbjerg
Bolig Esbjerg har ansat den 24-årige Leif Egeberg som ny medarbejder. I første omgang i et vikariat, da de to mæglere Mette Mortensen og Helena Strunge inden længe drager på barsel. Leif Egeberg er i færd med at uddanne sig til ejendomsmægler, men det bliver først og fremmest kontoret hos Bolig Esbjerg, der bliver Leifs base, hvilket ikke er et helt fremmed sted for den kommende mægler.
"Jeg er uddannet kontorassistent hos Vestbolig, og nu er jeg så i gang med akademiuddannelsen i finansiel rådgivning, som man skal tage for at blive statsautoriseret Ejendomsmægler. Jeg læser det sideløbende med mit arbejde hos Bolig Esbjerg," fortæller Leif Egeberg, der flyttede til Esbjerg for seks år siden.
I sommers blev han gift, ligesom han nu til sommer glæder sig til at blive far for første gang. Lige nu glæder han sig dog til for alvor at komme i gang med arbejdet hos Bolig Esbjerg.
"Det er et godt team med friske mennesker, og jeg kommer med en masse gåpåmod og glæder mig meget til de mange spændende opgaver samt være en del af projektet," lyder det fra Bolig Esbjergs nyeste medarbejder.