Fortsæt til indhold

Borgermøde om Als-Fyn-bro

Den 10. marts debattere politikere og erhvervsfolk en fast forbindelse til Fyn

Arkiv
Arkiv

Den 10. marts holder Foreningen Als-Fyn Broen borgermøde på Alsion om etableringen af en fast forbindelse mellem Als og Fyn.
Mødet begynder kl. 16.30 og afhodles i samarbejde med Sønderborg Kommune.
I panelet deltager Jørgen Mads Clausen fra Danfoss, den nye rektor for Syddansk Universitet Henrik Øregaard Dam samt en række fremtrædende politikere.
Jørgen Mads Clausen vil fortælle om en fast forbindelses betydning for virksomhederne og erhvervsudviklingen. Borgmestrene i Sønderborg og Faaborg-Midtfyn vil orientere om broens betydning for kommunerne, og hvordan vi kommer videre med arbejdet henimod etableringen af broen.
Regionsrådsformand Carl Holst vil komme med et oplæg om en fast forbindelses betydning for Region Syddanmark, mens rektor for Syddansk Universitet Henrik Øregaard Dam vil fortælle om samspillet med universiteterne i Regionen og syd for grænsen.
Endelig vil Flensborgs overborgmester Simon Faber orientere om en fast forbindelses betydning for samspillet i grænselandet. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål og komme med synspunkter.
Foreningen Als-Fyn Broen arrangerer mødet for at oplyse om projektet og tydeliggøre ønsket om den faste forbindelse.
"En fast forbindelse mellem Als og Fyn vil omdanne udkantsområder til udviklingsområder samt skabe arbejdspladser og fastholde eksisterende virksomheder, og det har vi virkelig behov for i vort område," understreger Mogens K. Nielsen.
Foreningen Als-Fyn Broen blev stiftet i juni 2013 med et mål om, at en fast forbindelse skal være påbegyndt senest i 2020. Man kan læse mere på www.als-fynbroen.dk.