Fortsæt til indhold

Penge til socialt arbejde

Y’sMen’s klubberne i Kolding uddeler 50.000 kroner

Arkiv
Arkiv

Lørdag i sidste uge afholdt Koldinghus og Kolding 1 Y's Mens Klub i fællesskab et succesfuldt arrangement på Store Torv i Kolding Storcenter.
Der blev uddelt donationer på i alt 50.000 kroner fra de to klubber, hvor de to klubpræsidenter, Kristian Koch og Bent Lunderskov, overrakte checks til de fremmødte repræsentanter for foreninger og organisationer.

Ved frivilligt arbejde som f.eks. salg af julekalender og uddeling af kirkeblade indsamler de to klubber hvert år penge, som gives til godgørende formål lokalt og andre steder i verden.
Koldinghus Klubben donerede penge til ”Kvindehuset” v/ Kolding Krisecenter, ”KFUM-spejdernes hyttelav ”Mødestedet Ventilen”, ”Dansk Balkanmission” og ”Foreningen Hospitalsklovne” i Kolding.

Kolding 1 Klubben fortsatte med at uddele beløb til ”Filippinerne v/Folkekirkens Nødhjælp”, ”Harte Gospelkor”, ”Brændkjærkirkens Julehjælp”, ”Børnekontakten Skovparken” og ”Team Gademix”. Alle beløbsmodtagere fik en stor check som et synligt bevis på donationen.

Harte Gospelkor underholdt på Store Torv med festlig og iørefaldende gospelsang og klubberne serverede varm suppe til de mange centergæster, som stoppede op.
Y'sMens Klubberne optager løbende nye medlemmer, som har lyst til at være med i et fællesskab som er til glæde for en selv og til gavn for andre.