Dilettanter går sammen
Teaterforeninger går sammen i et forsøg på at holde dilettant-traditionen i live
De senere år har det været småt med opbakningen til de lokale dilettantforestillinger i Ferslev og Skuldelev. Men nu dilettanterne valgt at gå nye veje. Teaterforeningen Kreds 57 Ferslev er således gået i samarbejde med Skuldelev Bylaugs dilettanter.
8. marts kl. 18 ser samarbejdet officielt dagens lys, når dilettanterne går på scenen på Produktionsskolen i Skibby.
"Det samarbejde, vi nu har gjort, er for begge parter en prøve, da vi alle ønsker, at der fortsat skal være et kulturelt indslag i vores lille samfund," lyder det fra formand for Teaterforeningen Kreds 57 Ferslev, Lene Jensen.
Siden 1986 har dilettanterne spillet i Ferslev, og i Skuldelev har dilettanterne også været et fast indslag. Men nu kommer dilettanterne altså til at optræde i Skibby.
"Vi blev enige om at mødes på midten, altså foregår det i år på Produktionsskolen i Skibby. Vi håber og tror på, at rigtig mange vil være glade for det," siger Lene Jensen, som er glad for forholdene på Produktionsskolen.
"Der er god plads – en god stor scene, lys og lyd samt skolens elever, som indgår i samarbejdet med kulisser, pr, programmer og madlavningen. Det kunne blive en ny fremtid for teateret og jeg tror ikke det gør noget at brede sig."
Hos Produktionsskolen glæder man sig til at byde dilettanterne indenfor.
"Vi på produktionsskolen er glade for at vores skole bliver brugt bredt både lokalt som kulturelt. Pffu er glade for samarbejdet med de lokale dilettantteaterforeninger og at der i processen op til forestillingen, bliver gjort brug af skolens forskellige værksteder i forbindelse med sceneopbygning, kulisser m.m. Ligesom vores køkken er med til at levere og servere maden til lørdagsforestilling," siger afdelingsleder Gitte Gildberg fra Produktionsskolen.
Der er forestilling lørdag den 8. marts kl 18.00 med spisning, som er en 3 retters menu til 180 kr. og 100 kr. for børn u/12 år. – der vil også være stort lotteri i løbet af aftenen. Tilmelding til Niels Petersen på telefonnummer: 23646048 eller Lene Jensen: 60828544. Tilmelding senest d. 1 marts.
Søndag den 9. marts er der eftermiddags forestilling kl. 15.00. Prisen er 50 kr. og halv pris for børn. Der kan købes kaffe og kage.