Ny målmand til SønderjyskE
SønderjyskE henter Jens Rinke i FC Vestsjælland som gardering på målmandsposten
Målmanden Jens Rinke har i januar måned trænet sammen med SønderjyskEs superligaspillere. Han vogtede også målet i klubbens første træningskamp i 1 – 0 sejren over FC Fredericia, og har i det hele taget leveret en solid og så overbevisende præstation, at den sportslige ledelse har vendt tommelfingeren op:
"Vores reservemålmand Patrick Born har været ude med en drilsk rygskade i efterhånden fire måneder, og vi vurderede derfor at det var nødvendigt med et supplement på den vigtige post i tilfælde af endnu en skade," fortæller sportschef Ole Nielsen, og fortsætter:
"Tilknytningen af Jens Rinke gør, at vi er bedst muligt garderet og han går nu ind i målmandsteamet sammen med Marin Skender og Patrick Born. Jens Rinke bor allerede i byen, og som gammel Haderslevdreng kender han også klubben og folkene omkring holdet," slutter Ole Nielsen.
Jens Rinke Kristensen
Alder: 23 år (16.04. 1990)
Højde: 184 cm.
Vægt: 86 kg.
Position: Målmand
Kontrakt: 30.06. 2014
Tidligere Klubber: Kolding FC, FC Fredericia, FC Vestsjælland