Kaj er god til det hele
Flere hundrede borgere i Fredericia får hvert år hjælp af en flok frivillige seniorer
“Nå, goddag Kaj. Kom indenfor - du kender jo vejen.”
Kaj Borring slæber sin værktøjskasse ind i den 75-årige kvindes lejlighed, stiller skoene, og styrer målbevidst mod stuen. I dag skal han sætte en lampe op. Kaj er en del af “De Frivilliges Hjælpecentral” i Fredericia, der rykker ud, når folk har behov for et par hjælpende hænder til småopgaver i hjemmet.
“Vi er otte mænd og tre kvinder i Hjælpecentralen, og sidste år var vi på omkring 300-400 besøg,” fortæller den 72-årige gør-det-selv mand.
Et par gange om ugen griber Kaj sin værktøjskasse, og stiller sin kunnen gratis til rådighed.
“Jeg gik på efterløn i 2001, og havde hørt om ældre mennesker, som manglede lidt hjælp. Jeg er god til det hele, så jeg meldte mig til “Vindmøllen” - som var navnet på De Frivilliges Hjælpecentral dengang,” fortæller Kaj, der har været matematik- og sløjdlærer på Egumvejens Skole i 35 år.
“I mit otium ville jeg gerne have lidt ros”, siger han med et grin - og indskyder straks, at han naturligvis har mødt masser af fantastiske og rosende elever og forældre i sin tid som folkeskolelærer.
Men netop ros kommer man ikke udenom i De Frivilliges Hjælpecentral. Kaj gør i hvert fald ikke.
“På alle opgaver møder jeg en utrolig taknemmelighed. Folk kan jo slet ikke forstå, at det er gratis. Jeg er altid i godt humør, når jeg går fra en opgave, for jeg får så meget ros. Det er en fornøjelse, og jeg bliver helt sikkert ved, så længe jeg kan.”
Op med lampen
Kaj Borring har gennem årene haft mange forskellige opgaver. Han har opsat knagerækker, højtalere og rullegardiner - og samlet møbler, skiftet sikringer og fastgjort ledninger.
På dagens opgave gælder det som nævnt opsætningen af en lampe hos Dennie Tived, der bor i en lejlighed i et af Birkehavens højhuse.
“Nå, hvor skal den hænge,” spørger Kaj, og får anvist det rette sted - han går straks i gang.
“Jeg strikker og syr, men det med ledninger hader jeg. Min mand plejede at gøre den slags. Jeg er så glad for, at Kaj kan komme forbi. Han har hjulpet mig i 10 år - i tre forskellige boliger,” fortæller Dennie.
Det tager ikke lang tid at få lampen på plads.
“Det var det”, lyder det fra gør-det-selv manden.
“Lige én ting til, så skal du nok få fri. Jeg har et lille spejl, der gerne skulle op.”
Kaj griber atter til værktøjet - og imens går snakken om sønnen i Australien, den skønne lejlighed, venindernes besøg og den gode “handyman-ordning”. Før vi får set os om, er opgaven klaret. Den næste i rækken er en omgang ledningsrod - men ikke i dag.
“Den får vi styr på på onsdag. Vi ses!”
Med et stort tak fra Dennie - og ros til Kaj for hans dygtighed og venlighed - bliver døren lukket bag os. Ned i bilen med værktøjskassen, klar til næste opgave. Det er svært ikke at smile. Medmenneskelighed og hjælpsomhed er hele essensen.
“Det er en fornøjelse. Jeg bliver ved så længe jeg kan.”
Kaj Borring, De Frivilliges Hjælpecentral