Fortsæt til indhold

Hvad skal der dog blive af Songül Yüksel…?

Arkiv
Af Jørgen Petersen

Kære læser!
Alt imens de fleste familier i disse dage går og tænker på vinterferie og hygge med deres familier, går en 18-årig pige rundt i Køge, og aner ikke hvad fremtiden vil bringe…!
Står det til hende selv, så er det en studentereksamen efterfulgt af en uddannelse til læge, men myndighederne siger nej – du skal forlade landet – og nøjes med at komme og besøge din familie ind imellem.
De fleste har efterhånden nok læst om denne sag, efter at Lørdags-Avisen i sidste uge bragte den frem på forsiden, og sidenhen er taget op af både andre lokale og landsdækkende medier. Nogle med henvisning til Lørdags-Avisen, andre fordi de også har fået en direkte henvendelse fra en eller flere af de støtte-grupper, som er etableret for at hjælpe Songül Yüksel til at kunne blive i landet.
Kort fortalt er sagen den, at Songül Yüksel kommer hertil i 2009 på et 3 måneders visum fra Tyrkiet. Hun har flere gange søgt om at få permanent opholdstilladelse med henvisning til familiesammenføring, men har hver gang fået afslag. Derfor har hun på en måde opholdt sig ulovligt i landet. Hun har dog fået undervisning, både på Hastrupskolen og nu på Køge Gymnasium, hvor hun går i 1. B. Jeg har ikke selv talt med hende, men har fået fortalt, at hun taler perfekt dansk, og hun har i øvrigt fået topkarakterer i flere fag.
Så alt-i-alt en velintegreret pige, der både vil og kan yde noget til det danske samfund, som det vist så smukt hedder…!
Skal hun have lov til at blive i landet, og gør sin uddannelse færdig og i øvrigt blive hos den del af familien, som er her i landet…?
Songül Yüksels forældre blev skilt, da hun var ganske lille. Faderen har boet i Danmark i 15 år – har job – og derudover har hun 3 søskende her. Moderen er gift på ny hjemme i Tyrkiet, Songül har, efter det oplyste, ikke fast kontakt med hende. Derudover er nærmeste familie i Tyrkiet hendes farmor, som ligeledes efter det oplyste, er en ældre syg dame.
Der er ikke noget at sige til, at både familie, venner, skolekammerater, skolelærere og mange andre kæmper for, at Songül kan få lov til at blive.
Når jeg lige umiddelbart hører ”historien” er jeg da heller ikke i tvivl: Selvfølgelig skal hun da have lov til at blive her!
MEN – og der er et stort MEN!
Hun har jo ikke opholdt sig helt ”lovligt” her i landet siden hun kom, og skal det komme hende til gode nu?
Hvordan har hun kunnet få undervisning i alle de år uden at have et personnummer?
- og der er nok mange andre spørgsmål, der melder sig…!
Nu står politikerne inde på ”Borgen” nærmest i kø for at støtte Songül, også dem, der har været med til at lave reglerne, der siger hun skal ud…
Det viser med al tydelighed, at der er noget galt med reglerne. Dem der er ansat i Udlændingestyrelsen skal følge reglerne, og de siger hun skal ud, men hvis der er noget galt med reglerne, så må politikerne få dem gennemgået nu!
-og lad så Songül Yüksel få lidt ro i sjælen. Giv hende sikkerhed for, at hun kan tage sin studentereksamen her i landet, i stedet for at sende hende ud af landet i en tid, hvor man – måske – mener det vil være en forkert løsning.
Vi har nogle love og regler, der skal overholdes, men så må myndighederne også sørge for, at følge op på dem. Hvordan kan man stille Songül og hendes familie noget positivt i udsigt ved at undervise hende i flere år – endda for nylig optage hende i 1. G på Gymnasiet – og så bede hende rejse ”hjem”?
I mine øjne hører denne forseelse ikke ind under de værste overtrædelser, og så bør vi også se på de andre menneskelige hensyn.
Der er mange, som påstår, at Tyrkiet ikke overholder menneskerettighederne – nu skal Danmark da ikke stille sig op ved siden af…!

- rigtig go' weekend!