Fortsæt til indhold

Køer mod cancer

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Man skal ikke blive forskrækket, hvis man i dag torsdag den 6. februar kl. 16 ser en ko stå parkeret udenfor Café Ib Rehne Cairo i Sønderborg. Den er faktisk del i ferniseringen på en noget speciel maleriudstilling inde i caféen.
Det usædvanlige er ikke, at malerierne på udstillingen er til salg, men at de allesammen har en ko som motiv og alle koster 150 kroner, og at pengene går ubeskåret til Børnecancerfonden.
Det foregår på den måde, at man sender en sms med teksten "BN 93 4551" til 1231, og som tak kan man få lov at tage et af billederne med hjem.
Det er Axel Nielsen fra Lokalavisen Budstikken, der har fremstillet de nøjagtigt 100 billeder, og som via sin deltagelse i årets Team Rynkeby på denne måde gerne vil være med til at samle penge ind til Børnecancerfonden, som er modtageren af indsamlingen i forbindelse med Team Rynkeby's 2014-tur til Paris.
Alle er velkommen - med og uden ko.