Fortsæt til indhold

Ny lokalbog om Skibby på gaden

Historisk Forening er klar med ny bog om Skibby

Arkiv
Af David Foli

Skibby Den sjette bog i serien "Hændt og Husket" er på gaden. I lokalbogen, som er udgivet af Historisk Forening for Skibby-egnen, fortæller en række lokale personligheder historier fra deres opvækst og liv i og omkring Skibby.
"I arkivet ligger vi inde med en masse indspilninger med folk fra lokalområdet, som er blevet brugt til at lave bogen. Derudover har jeg også været rundt og snakke med de involverede," siger Niels Nielsen fra Historisk Forening, der har stået for redigeringen af bogen.
"Det har været meget vigtigt, at vi har bevaret ordlyden fra de medvirkende i bogen. Det er vigtigt, at teksten har stemt overens med deres måde at fortælle på. Når man læser deres beretninger, er det som at høre dem tale," siger Niels Nielsen.

Genoptryk

Lokalbøgerne har siden den første blev lavet i 2001 været meget populære, og den nye bog er bestilt i et oplag på 600 stykker. Men også tidligere udgivelser bliver stadig efterspurgt, fortæller Niels Nielsen.
"Jeg har lige bestilt et ekstra oplag på 100 bøger af vores fjerde udgave, som handler om Venslev."

Den nye lokalbog er et bidrag til den fælles hukommelse om Skibby. Foto. David Foli.

Fattiggår og borgerhjem

Titlen på den nye lokalbog er "Fra fattiggård og borgerhjem i det gamle Skibby". Skibbyborgerne i bogen fortæller om, hvordan de oplevede og i dag husker deres barndom og ungdom i byen.
Der er naturligvis noget om skolen, men også meget om forskellige fritidsinteresser fra boksning til sangkor, og hvordan livet i de enkelte familier udspandt sig. Der er også en hel del om deres arbejdsliv - som det at tjene på gårdene, arbejde som dyrlæge og oparbejde blomstrende forretninger.
"Fattiggården i byen får en hel del omtale, idet vi har fortællinger fra ikke mindre end tre børn, hvis forældre var forstandere på institutionen. Sluttelig bringes en novelle, som forfatter og nobelprismodtager Henrik Pontoppidan indigneret skrev om fattiglemmernes liv på "anstalten". Inspirationen fik han gennem sit kendskab til Skibbys fattiggård," lyder det fra Niels Nielsen.
Du kan få fingre i bogen på biblioteket eller hos Bog & Ide i Skibby eller Tinghøjs Boghandel i Frederikssund. Det er også muligt at få fat i bogen ved at kontakte Historisk Forening for Skibby-egnen via deres hjemmeside: www.skibbyhistoriske.dk.