Fortsæt til indhold

Tommy Petersen

Arkiv
Arkiv

Hvis den franske stat har en fortjenstmedalje, der post mortem kan uddeles til personer, som har gjort en særlig indsats for at udbrede kendskabet til et af denne verdens smukkeste sprog og rigeste kulturer, bør medaljen tilfalde Tommy Petersen, der for få dage siden blev bisat fra Roskilde Domkirke.
Hvis den danske stat har en tilsvarende medalje til personer, der på forbilledlig vis forener almen dannelse med pædagogik på højt niveau, burde Tommy også være kandidat.
Få af mine lærere har så dygtigt og engageret skabt lyspunkter i min skoletid. Hans franskundervisning var i særklasse, og hans engagement i at give os elever smag for fransk kultur i bredeste forstand var enestående.
Hans interesse for os var stor og ægte og spredte sig også til tiden uden for skolen, hvor vi franskelever blev inviteret hjem til ham og hans daværende kone, Anne. Hun var min spansklærer og besad de samme faglige, pædagogiske og menneskelige egenskaber som Tommy.

Banede vejen

Tommy har vel følt, at hans undervisning faldt på frugtbar jord og sørgede ikke blot for, at jeg efter gymnasiet fik et par berigende måneder som vinplukker i Rasteau. Han arrangerede også transporten derned ved hjælp af en af sine talrige forbindelser til det – for mig – forjættede land. Hans omsorg var stor.
For mit vedkommende fulgte et par år med fransk- og spanskstudier på CBS. Ud over egne anlæg for sprog og lyst til fordybelse i fagene kunne studievalget i høj grad tilskrives et inspirerende dream team på gymnasiet på Domkirkepladsen.
Nu er du død, Tommy. Det har været et meget stort privilegium at kende dig. Jeg ved, jeg fik sagt det til dig, når vi af og til mødtes. Nu har jeg også skrevet det.

Carsten Sivertsen
Elev på Roskilde Gymnasium 1970-1973