Sådan kommer du videre efter sorg
Du kender det helt sikkert. At miste. Både pung og nøgler, måske en taske eller en særlig skattet ejendel. Og så er der de tab, som varer livet ud. Hvor det, du har mistet, faktisk var U- erstatteligt. For hvad erstatter man en mor med? Et barn, en livsledsager? Det bliver aldrig det samme. Og første gang er selvfølgelig værst.
Faldt om på vejen
Jeg mistede min morfar for over 20 år siden. Alt for tidligt, synes vi, selv om han dog var 78 og havde overlevet flere galsindede blodpropper.
Det kom som en chok, for han faldt om på vej til teatret med min mormor. Og han vågnede aldrig igen. Vi var både rundt på gulvet, forstenede, vrede, afmægtige, og i tankerne ravede vi rundt, for det var første gang vi mistede en, der var rigtig tæt på. Og den der store, tomme knugende tristhed i mellemgulvet sad og sugede kraft og energi ud af os som et at universets sorte huller.
Det var et slag at miste ham, en uppercut lige midt i det travle liv med planer og drømme og bekymringer. De fik pludselig et pænt modspil.
Mormor ville ikke mere
Otte år senere nægtede min mormor at leve mere. Hun havde fået konstateret kræft og havde fået nok. Nu gad hun ikke mere, 87 år gammel. Det var ikke helt så stort et chok, men smerten var den samme. Bare nemmere at tackle på sin vis.
Jeg siger ikke, det kan læres at miste. For det tror jeg ikke på. Men jeg tror på, man får nemmere ved at bruge nogle redskaber til at komme igennem det. Så det sorte hul bliver mindre en lille smule hurtigere.
Savnet er der stadig. Men det er alle erindringerne også. De små ting, som vi i familien har oplevet fælles.
Så næste gang du mister en, der står dig nær, så græd og sørg, men frem for alt husk.
Sådan kommer du nemlig videre og får alt det gode med dig.
Sorg og savn
Jo, jeg savner dem hver dag, og i stedet for at tænke på dem og mindes, så ville det være meget rarere, hvis de var her. Men jeg lever efterhånden uden.
Hvor meget, de er savnet, vores morforældre, kan måske ses i det faktum, at det år, de begge ville være fyldt 100, mødtes hele familien. Både børn, børnebørn og oldebørn, nogle af dem født uden at kende de to gamle starutter. Og så holdt vi 200-års fødselsdag med sange, lagkage og frem for alt smalfilm.
Så vi kommer alle videre, og det er godt at huske sig selv på ind i mellem, for sorg rammer hårdt.