Serietyve på spil i Jyllinge og Borup
Onsdag var en hård dag for den private ejendomsret
Nogle slags kriminalitet er spontan og kaotisk, men der er også uærlige sjæle, der formår at sætte system i deres ulovlige handlinger.
Meget kunne tyde på, at tyve af en sådan art uafhængigt af hinanden har været på spil i henholdsvis Jyllinge og Borup.
I hvert fald havde to beboere på Valmuemarken i Borup uønsket besøg i løbet af onsdagen.
Tre boliger på Markskellet i Jyllinge blev også brudt op indenfor nogenlunde samme tidsrum.
Tyvene i Borup stjal blandt andet flere Ipads, og i Jyllinge forsvandt ting som smykker og kontanter.
Kraftig mistanke
I alle fem tilfælde kom tyvene ind ved at bryde vinduer eller døre op.
Politiet undersøger da også nu, om episoderne i Borup og Jyllinge hver især skulle være forbundne.
- Ud fra sagernes detaljer har vi en kraftig mistanke om, at det er tilfældet, fortæller kommunikationsmedarbejder for Midt- og Vestsjællands Politi Simon Schwaner og fortsætter:
- Vi vil selvfølgelig meget gerne høre fra folk, der har set mistænkelige personer eller biler i området i løbet af onsdagen.
Hvis man kan hjælpe ordensmagten, kan man ringe på telefon 114.
hw