Fortsæt til indhold

Trickede Q8 medarbejder

Arkiv
Anette Gundlach

Medarbejderne i Q8 i Kirke-Hyllinge blev snydt af tre formodentlig østeuropæiske tyve lørdag først på aftenen.
Her kom tyvene kørende i en hvid Saab med svenske nummerplader.
To af tricktyvene gik ind på tanken, mens den ene talte i telefon på et ukendt sprog, samtidig afledte den anden en medarbejder ved at trække denne hen til vinafdelingen og stille en masse spørgsmål.
Kort efter kom den tredje tyv ind. Han gik hen til kontoret, hvor han fandt frem til nøgler til pengeskabet, som han tog 400 kroner i mønter fra, hvorefter han løb ud igen.
Lidt senere kom vedkommende ind igen og forsøgte at åbne tobaksskabet. Da ekspedienten fik øje på ham, stak han dog hurtigt af igen.
Politiet formoder, at den mobiltalende tyv fortalte pengeskabstømmeren, hvornår der var fri bane.
De to af tyvene beskrives som værende mellem 20 og 30 år, mens den sidste var mellem 30 og 35 år.

ag@roskildeavis.dk