Bente Klarlund Pedersen gav Køge et KRAM
FOREDRAG: Tirsdag aften gæstede professor, læge og forfatter Bente Klarlund Pedersen Teaterbygningen i Køge. Det var en oplagt Bente Klarlund Pedersen som holdt et inspirerende foredrag for over 400 mennesker i teatersalen.
Formand for Social- og Sundhedsudvalget, Jeppe H. Lindberg (V), bød velkommen til arrangementet og glædede sig over den store tilslutning og opbakning der har været til arrangementet.
- Der har været rift om pladserne, og det vidner om at borgerne i Køge Kommune er optaget af deres sundhed. En sund og aktiv livsstil bidrager ikke kun til at du lever længere, men også at du får færre år med sygdom og flere år som selvhjulpen og med en højere livskvalitet. Vi er stolte af, at kunne præsentere et navn som Bente Klarlund her i Køge Kommune.
Foredraget tog udgangspunkt i Bente Klarlund Pedersens bog ”Sandhed og sundhed – få aflivet myterne”. Bogen er en guide til et sundere liv skrevet af en af Danmarks førende forskere. Bogen handler om KRAM-faktoren. Har du den, så er du i biologisk forstand 14 år yngre end din fødselsattest påviser. KRAM er et akronym for Kost, Rygning, Alkohol og Motion.
Aftenens hovedbudskaber fra Bente Klarlund Pedersen lød bl.a.:
Kost – vær opmærksom på dine spisevaner
Mad er mere end næringsstoffer og indgår som en integreret del af vores liv. Maden vi spiser fortæller noget om, hvem vi er og bidrager til at understrege vores identitet, vaner og kultur. Er du opmærksom på dine spisevaner; spiser du altid op?, hvad stimulerer dig til at spise mere?, er du opmærksom på dine portionsstørrelser og bliver du fristet til at smage ”en af hver slags”, når der er flere valgmuligheder?
Rygning – skærpet nultolerance – for sundhedens skyld
Det er aldrig for sent at kvitte tobakken. Vær opmærksom på din fysiske og psykiske afhængighed. Hvis du er ryger, så stå gerne ved din rygning, men vær ærlig og fortæl børn og unge, at nikotinafhængighed kommer hurtigt og snigende. Fortæl, at det hurtig kan ses, at man ryger; huden ser gammel ud, man bliver gammel at se på og man får problemer med rejsning. Fortæl også, at jo tidligere man begynder at ryge, desto højere bliver forbruget, afhængigheden og skaderne. Få hjælp til at stoppe med at ryge www.koege.dk/rygning.
Alkohol - drikkemønstret er vigtigere end antallet af genstande
Det vigtigste råd er at undgå at drikke meget på en gang og aldrig over 5 genstande.
Du skal ikke drikke alkohol for at være sund og for at det er godt for hjertet – man kan styrke sit hjerte på mange måder, ikke mindst ved at motionere, spise sundt og kvitte tobakken.
Motion - hellere fed og fit end slank og sløv
Din kropsvægt siger ikke nødvendigvis så meget om din sundhed. Men din kropsform er vigtig. Uanset om du er slank eller overvægtig, er det vigtigt, at du ikke er for tyk om livet. Fysisk inaktivitet medfører, at fedtet lægger sig inde omkring de indre organer, og samtidig taber man muskelmasse. Omvendt ved vi, at fysisk aktivitet fører til, at muskelmassen øges, og det farlige fedt forsvinder. Det er bedre med fedtdepoter på lårene, end på maven. Få mere hverdagsmotion ind i dagligdagen. Læs mere på www.koege.dk/aktivaldring.
pm