Fortsæt til indhold

Mekaniker og operaelsker fylder 75

Arkiv
Viggo Vandkær Thomsen, Degnegården i Lysabild, skriver følgende i anledning af Christen Thomsens 75 års fødselsdag:

Mekaniker Christen Thomsen, Guderup, fylder 75 søndag den 16. februar 2014, og han kan se tilbage på et spændende liv med mange interesser.
Christen Thomsens forældre var Anne Cathrine og Christen Hansen Thomsen fra Katrød ved Fynshav. I barndommens skole i Fynshav fik han i de første klasser en af datidens dygtige dansklærere, Erna Thomsen, og i de ældste klasser underviste Andreas Andresen – Christen omtaler ham stadig som hr. Andresen, et udtryk for den respekt, som han føler for barndommens levende undervisning. Særlig betød lærer Andreas Andresens start af skoleorkester meget for Christen, hvor han var trompetist i 4 år.
Datidens uddannelsesmuligheder var beskedne. En ny 8. klasse på Fynshav skole med realpensum blev trods lokal modstand oprettet til dygtige elever, deriblandt Christen. Landbruget blev dog den første mulighed. Christen kom på ”Tandsgård” og senere hos Erik Kæstel på ”Dybbølsned”, hvor værkfører Hans Andresen fra Fa. Chr. Jørgensen og søn ofte lånte værkstedet og Christen hjalp ham gerne med stor interesse i fritiden med reparation af biler. Hans Andresen overtalte Christen til at komme i lære som mekaniker hos ham, hvilket i 1968 førte Christen til eget værksted ”Motorgården” på Søndergade i Guderup. I 1978 byggede han den nuværende ”Motorgården” på Smedevænget 2 i Guderup. Ved siden af dyrkede han jorden ved sit barndomshjem fra faderens død i 1980 indtil 2004.
Christen Thomsen finder stadig stor glæde i musikkens verden, især den klassiske. Han spiller ikke selv længere, men han og hans kone Ruth Klinge Thomsen er til mange koncerter. Han elsker den italienske opera og har gennemført operarejser til London, Hannover, Hamburg, Berlin og Dresden. Dog er besøget i La Scala Operaen i Milano den største oplevelse. Det italienske sprog og især køkken har nu i mange år været hans store passion, og han kokkererer selv mange udsøgte retter af stor kulinarisk kvalitet til stor velbehag for dem, der nyder hans frembragte herligheder.
Ved siden af landbruget, bilernes, musikkens og madens verden har mange haft stor nytte af Christen Thomsens organisatoriske evner. I over 16 år har han haft tillidshverv i Venstre på Nordals og i Augustenborgkredsen. 20 år har han arbejdet for Augustenborg Rideklub og Ridehal som kasserer og han har et par år været formand for Centralforeningen af autoreparatører i Sønderborg-området.
I 2004 blev Christen Thomsen medlem af Odd Fellow broderlogen ”Hertha” på Slotsbakken i Sønderborg, og allerede i 2006 valgte brødrene ham ind i logens ledelse som kasserer og den opgave har han stadig.
Operaelskeren står stadig hver dag i værkstedet på ”Motorgården” i Guderup.
"Jeg har det godt, når jeg er sammen med mine kunder, dog allerbedst når jeg er hjemme med familien: Ruth, de to børn Karsten og Lone og de fire børnebørn Jonas, Anna, Rasmus og Mikkel," siger den 75-årige med et af sine varme smil.
Fødselsdagen fejres mellem familie og venner i Odd Fellow Bygningen i Sønderborg.

Christen Thomsen er stadig aktiv ude på værkstedet.